Nyheder - uprioriteret rækkefølge:
Jeg har ikke været på nettet siden Danmark, aner ikke hvad der sker, hører noget med en vulkan (Way to go middeavel on us, Island). Jeg er ærligt talt overrasket over, at den slags kan stoppe hele verden? Findes der en eller anden form for luftfilter i megastørrelse? Hvis ikke det er opfundet inden juni, tager vi den ad Sahara - Marokko - sydeuropa hjem (roadtrip-style). Er nok ikke hjemme før december i så tilfælde.
Jeg har haft blærebetændelse. Pisse (appropo) irriterende. Godt vi har noget efterladt medicin til den slags hernede. Men jeg skal ikke klage, mange af de andre kæmper med alvorligere ting som parasitter, og store betændte sår.
Idag har vi haft debat på biblioteket om tradionel tro. Det var fedt, og indeholdte blandt andet en interessant diskussion mellem fag folk og fæ, om hvorvidt modermælk bliver dårlig af at moderen har sex (en af grundende til, at mænd hernede har så mange koner er, at det ikke er meningen at kvinden skal have sex de første to år efter fødsel (godt for hendes børnetal, ikke mandens)). Samtidigt kom det frem, at de synes, det er mærkeligt, at vi i Danmark spiser af hver sin tallerken under et måltid. For dem er det et tegn på enhed (familiens enhed), at man deler tallerken. Vi forklarede os med hygiejne. Men som en kvik afrikaner bemærkede: hvad skulle der være galt med at dele ske med konen, når du alligevel kysser hende efter maden?
Jeg har fået 10 nye elever på det sidste! Nogle lokale kvinder, der gerne bare vil være med og så et par tømrelærlinge. Har tilgengæld lukket aftenundervisningen.
Jeg har taget konsekvensen af, at have lukket halvdelen af mit projekt, og er nu også skrædder. Eller... I forsøget på at få udrettet noget i min tid her i Afrika, er jeg nu med i et andet projekt hernede: skrædderbutikken. Og det er en dejlig afveksling for både mig, og Anja, der har haft det alene indtil nu. Det er bare lidt sjovere at være to.... Og det har vist sig, at jeg er meget pædagogisk. Vi har nogle trainees som er mere end almindeligt uduelige (undskyld, men når de andre ansatte selv påpeger det, må der være lidt om det). Men det er på den anden side også feje hold, at skulle klare sig på lige fod med de andre, når ens ben ikke virker fordi man havde polio som barn, og man derfor er nødt til at bruge en symaskine med håndsving...Jeg har lært at sige: Du skal klippe det pænt! Og sy det pænt! på temne (bukanete fino - suatanete fino!) Det er en stor hjælp. Det svære ved at lære temne er, udover at det er totalt uforståeligt, at de aldrig kan skrive det for en.
En af de ansatte i skrædderbiksen (Mbalu - stumt M) bor ca. 5 km herfra - og går hver dag med sin datter på ryggen. Idag var hun så på vej hjem med en Singer symaskine på hovedet. Og til dem der ikke kender dem, kan jeg sige, de er sgu tunge (og mega fede, men det er en anden sag). Det så meget afrikansk ud..
Afrika er stadig varmt. Men det var så dårligt vejr den anden nat, at jeg for første gang i mit voksne liv, næsten blev bange for tordenvejr. Dagen efter var det gråvejr (lidt af en sjældenhed) - og næsten til at holde ud sådan temperaturmæssigt.
I Weekenden skal jeg til Freetown med Lærke - som bliver tre uger længere end planlagt (stor minibølge for lærke herfra - jeg har gjort mit til at påvirke den beslutning). Vi skal blandt andet prøve at sælger computertasker fra skrædderen på bliss (konditori for de rige (hvide)). Og nå ja, mon ikke vi får shoppet lidt også? Jeg glæder mig til det - og til lidt god mad. Jeg har haft svært ved at komme tilbage til afrikansk mad. Jeg har heldigvis stadigt pulverkartoffelmos og knøkbrød.
Jeg elsker lille sorte samsung. Lille - effektiv - 7 timers batteri! Hvis du skal overleve 4 ½ måned i junglen, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig en. Mere end nogensinde før. Har så meget godt med fra danmark, og sidder lige nu og hører Simon and Garfunkel.
Og nå ja, så flytter jeg til KBH til sommer...
torsdag den 29. april 2010
Update
Nyheder - uprioriteret rækkefølge:
Jeg har ikke været på nettet siden Danmark, aner ikke hvad der sker, hører noget med en vulkan (Way to go middeavel on us, Island). Jeg er ærligt talt overrasket over, at den slags kan stoppe hele verden? Findes der en eller anden form for luftfilter i megastørrelse? Hvis ikke det er opfundet inden juni, tager vi den ad Sahara - Marokko - sydeuropa hjem (roadtrip-style). Er nok ikke hjemme før december i så tilfælde.
Jeg har haft blærebetændelse. Pisse (appropo) irriterende. Godt vi har noget efterladt medicin til den slags hernede. Men jeg skal ikke klage, mange af de andre kæmper med alvorligere ting som parasitter, og store betændte sår.
Idag har vi haft debat på biblioteket om tradionel tro. Det var fedt, og indeholdte blandt andet en interessant diskussion mellem fag folk og fæ, om hvorvidt modermælk bliver dårlig af at moderen har sex (en af grundende til, at mænd hernede har så mange koner er, at det ikke er meningen at kvinden skal have sex de første to år efter fødsel (godt for hendes børnetal, ikke mandens)). Samtidigt kom det frem, at de synes, det er mærkeligt, at vi i Danmark spiser af hver sin tallerken under et måltid. For dem er det et tegn på enhed (familiens enhed), at man deler tallerken. Vi forklarede os med hygiejne. Men som en kvik afrikaner bemærkede: hvad skulle der være galt med at dele ske med konen, når du alligevel kysser hende efter maden?
Jeg har fået 10 nye elever på det sidste! Nogle lokale kvinder, der gerne bare vil være med og så et par tømrelærlinge. Har tilgengæld lukket aftenundervisningen.
Jeg har taget konsekvensen af, at have lukket halvdelen af mit projekt, og er nu også skrædder. Eller... I forsøget på at få udrettet noget i min tid her i Afrika, er jeg nu med i et andet projekt hernede: skrædderbutikken. Og det er en dejlig afveksling for både mig, og Anja, der har haft det alene indtil nu. Det er bare lidt sjovere at være to.... Og det har vist sig, at jeg er meget pædagogisk. Vi har nogle trainees som er mere end almindeligt uduelige (undskyld, men når de andre ansatte selv påpeger det, må der være lidt om det). Men det er på den anden side også feje hold, at skulle klare sig på lige fod med de andre, når ens ben ikke virker fordi man havde polio som barn, og man derfor er nødt til at bruge en symaskine med håndsving...Jeg har lært at sige: Du skal klippe det pænt! Og sy det pænt! på temne (bukanete fino - suatanete fino!) Det er en stor hjælp. Det svære ved at lære temne er, udover at det er totalt uforståeligt, at de aldrig kan skrive det for en.
En af de ansatte i skrædderbiksen (Mbalu - stumt M) bor ca. 5 km herfra - og går hver dag med sin datter på ryggen. Idag var hun så på vej hjem med en Singer symaskine på hovedet. Og til dem der ikke kender dem, kan jeg sige, de er sgu tunge (og mega fede, men det er en anden sag). Det så meget afrikansk ud..
Afrika er stadig varmt. Men det var så dårligt vejr den anden nat, at jeg for første gang i mit voksne liv, næsten blev bange for tordenvejr. Dagen efter var det gråvejr (lidt af en sjældenhed) - og næsten til at holde ud sådan temperaturmæssigt.
I Weekenden skal jeg til Freetown med Lærke - som bliver tre uger længere end planlagt (stor minibølge for lærke herfra - jeg har gjort mit til at påvirke den beslutning). Vi skal blandt andet prøve at sælger computertasker fra skrædderen på bliss (konditori for de rige (hvide)). Og nå ja, mon ikke vi får shoppet lidt også? Jeg glæder mig til det - og til lidt god mad. Jeg har haft svært ved at komme tilbage til afrikansk mad. Jeg har heldigvis stadigt pulverkartoffelmos og knøkbrød.
Jeg elsker lille sorte samsung. Lille - effektiv - 7 timers batteri! Hvis du skal overleve 4 ½ måned i junglen, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig en. Mere end nogensinde før. Har så meget godt med fra danmark, og sidder lige nu og hører Simon and Garfunkel.
Og nå ja, så flytter jeg til KBH til sommer...
Jeg har ikke været på nettet siden Danmark, aner ikke hvad der sker, hører noget med en vulkan (Way to go middeavel on us, Island). Jeg er ærligt talt overrasket over, at den slags kan stoppe hele verden? Findes der en eller anden form for luftfilter i megastørrelse? Hvis ikke det er opfundet inden juni, tager vi den ad Sahara - Marokko - sydeuropa hjem (roadtrip-style). Er nok ikke hjemme før december i så tilfælde.
Jeg har haft blærebetændelse. Pisse (appropo) irriterende. Godt vi har noget efterladt medicin til den slags hernede. Men jeg skal ikke klage, mange af de andre kæmper med alvorligere ting som parasitter, og store betændte sår.
Idag har vi haft debat på biblioteket om tradionel tro. Det var fedt, og indeholdte blandt andet en interessant diskussion mellem fag folk og fæ, om hvorvidt modermælk bliver dårlig af at moderen har sex (en af grundende til, at mænd hernede har så mange koner er, at det ikke er meningen at kvinden skal have sex de første to år efter fødsel (godt for hendes børnetal, ikke mandens)). Samtidigt kom det frem, at de synes, det er mærkeligt, at vi i Danmark spiser af hver sin tallerken under et måltid. For dem er det et tegn på enhed (familiens enhed), at man deler tallerken. Vi forklarede os med hygiejne. Men som en kvik afrikaner bemærkede: hvad skulle der være galt med at dele ske med konen, når du alligevel kysser hende efter maden?
Jeg har fået 10 nye elever på det sidste! Nogle lokale kvinder, der gerne bare vil være med og så et par tømrelærlinge. Har tilgengæld lukket aftenundervisningen.
Jeg har taget konsekvensen af, at have lukket halvdelen af mit projekt, og er nu også skrædder. Eller... I forsøget på at få udrettet noget i min tid her i Afrika, er jeg nu med i et andet projekt hernede: skrædderbutikken. Og det er en dejlig afveksling for både mig, og Anja, der har haft det alene indtil nu. Det er bare lidt sjovere at være to.... Og det har vist sig, at jeg er meget pædagogisk. Vi har nogle trainees som er mere end almindeligt uduelige (undskyld, men når de andre ansatte selv påpeger det, må der være lidt om det). Men det er på den anden side også feje hold, at skulle klare sig på lige fod med de andre, når ens ben ikke virker fordi man havde polio som barn, og man derfor er nødt til at bruge en symaskine med håndsving...Jeg har lært at sige: Du skal klippe det pænt! Og sy det pænt! på temne (bukanete fino - suatanete fino!) Det er en stor hjælp. Det svære ved at lære temne er, udover at det er totalt uforståeligt, at de aldrig kan skrive det for en.
En af de ansatte i skrædderbiksen (Mbalu - stumt M) bor ca. 5 km herfra - og går hver dag med sin datter på ryggen. Idag var hun så på vej hjem med en Singer symaskine på hovedet. Og til dem der ikke kender dem, kan jeg sige, de er sgu tunge (og mega fede, men det er en anden sag). Det så meget afrikansk ud..
Afrika er stadig varmt. Men det var så dårligt vejr den anden nat, at jeg for første gang i mit voksne liv, næsten blev bange for tordenvejr. Dagen efter var det gråvejr (lidt af en sjældenhed) - og næsten til at holde ud sådan temperaturmæssigt.
I Weekenden skal jeg til Freetown med Lærke - som bliver tre uger længere end planlagt (stor minibølge for lærke herfra - jeg har gjort mit til at påvirke den beslutning). Vi skal blandt andet prøve at sælger computertasker fra skrædderen på bliss (konditori for de rige (hvide)). Og nå ja, mon ikke vi får shoppet lidt også? Jeg glæder mig til det - og til lidt god mad. Jeg har haft svært ved at komme tilbage til afrikansk mad. Jeg har heldigvis stadigt pulverkartoffelmos og knøkbrød.
Jeg elsker lille sorte samsung. Lille - effektiv - 7 timers batteri! Hvis du skal overleve 4 ½ måned i junglen, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig en. Mere end nogensinde før. Har så meget godt med fra danmark, og sidder lige nu og hører Simon and Garfunkel.
Og nå ja, så flytter jeg til KBH til sommer...
Hippo dippo
Det var sådan en god idé - og jeg skulle da med. Det skal siges, det var også skægt - men også et minde om, hvor langt ude vi er. Sådan både fysisk og så selvfølgeligt psykisk. Hvem fanden melder sig frivilligt til at sidde 7 timer bag i en bil, der kører på en vej, der minder om en dårlig dansk markvej - for at nå til en skov, der er 40 grader varm, rummer store stygge edderkopper, ingen shoppemuligheder (goddag varm klorvand) og/eller muligheder for vedligeholdelse af personlig hygiejne (den smule der er tilbage efter næsten 3 måneder i junglen). Svaret er: det gør vi da! Man skulle nødigt gå glip af noget. Og det gør vi da, fordi vi egentligt har det meget hyggeligt, som vi ligger der om natten og hører på musene, der æder vores ting, og går rundt i junglen i jagten på de elefanter, de påstår er der (tror nu bare de har gravet fodsporerne), synger tøsesange i bilen, spiller bezzerwizzer i mørke, og spiser tun fra dåse (som jo er en delikatesse). For ikke at tale om at løbe igennem en skovbrand (kontrolleret, hvis man spørger dem - ikke så kontrolleret, når den pludseligt spærrer den sti man skal tilbage af).At trække sig selv og sin bil over en flod på en tømmerflåde, sat fast på et eller andet anti-tech kabelsystem. Og så kanoturen. Og flodhestene. DET VAR FEDT! Flodhesten er afrikas farligste dyr. Det er godt at huske på, når man har lyst til at padle tættere på for at se, hvor store de kan være under vand...
Det var nu en god tur. Men det var forfærdeligt langt væk, og forfærdeligt varmt. Og da vi kørte hjem søndag, var vi ved at ende i en kø, fordi en poda poda (minibus) var kørt fast på en bro, der ikke var meget bredere end den selv. MEN her er det så land roveren kommer til sin ret - og vi da bare kører uden om broen og gennem grøften. Thank God for firhjulstræk! Ellers havde vi sgu siddet der endnu. Og det var simpelthen luksus at komme hjem til masanga. Og der må man sige; når masanga bliver luksus. Så ved man, man har været langt langt ude i skoven.
Lå et lille hus.
Julie
Det var nu en god tur. Men det var forfærdeligt langt væk, og forfærdeligt varmt. Og da vi kørte hjem søndag, var vi ved at ende i en kø, fordi en poda poda (minibus) var kørt fast på en bro, der ikke var meget bredere end den selv. MEN her er det så land roveren kommer til sin ret - og vi da bare kører uden om broen og gennem grøften. Thank God for firhjulstræk! Ellers havde vi sgu siddet der endnu. Og det var simpelthen luksus at komme hjem til masanga. Og der må man sige; når masanga bliver luksus. Så ved man, man har været langt langt ude i skoven.
Lå et lille hus.
Julie
Hjemkomst tur-retur
Hjemkomst tur/retur.
Tilbage i Masanga næsten tre uger efter at være rejst hjem. Her blev jeg mødt med vinken - hilsner - smil og glade dage. Og en masse sympati. Rygtet om min hjemrejse og tilbagekomst har hurtigt spredt sig - og det viser sig, at de I et land, hvor folk (undskyld udtrykket) dør som fluer, stadig godt forstår, hvorfor vi i Danmark begræder tabet af gamle mennesker. Og 74 er jo efter deres standarter gammelt.
Jeg havde frygtet, det ville være svært at komme tilbage - og jeg må indrømme at frygten hang i hele vejen til freetown og indtil hostellet tonede frem af junglen. Problemer med hotel, transport og ikke mindst de sierra leonske immigrationsmyndigheder gjorde det ikke bedre, skal dertil siges. Men man er vel blond - og pige - og med lidt held kom jeg ind på et såkaldt gratis visum (jeg havde nu også bestilt et, men det var tilsyneladende blevet væk for dem). Jeg blev også - uvidst af hvilken grund - hentet i lufthavnen af en repræsentant for det danske konsulat. God service, men ekstremt forvirrende, når man tror man skal hentes af nogle helt andre. Disse andre (fra Masanga) havde jeg i bedste forvirrende stil formået at få fortalt, at jeg kom den 7. ikke den 6. SÅ der stod jeg med alle mine talenter (hvoraf hud og hårfarve i virkeligheden var det eneste der talte på dette tidspunkt) og tænkte: TI - fucking -A (This Is Africa.. skal siges opgivende, og som en påmindelse om, at her virker intet som det burde). For det ikke skal være løgn havde min telefon også meldt forfald efter den lange tur, så jeg kunne ikke ringe til nogen. På dette tidspunkt synes den såkaldte repræsentant for det danske konsulat (som var absolut afrikansk) at minde om en nær ven, og jeg lod ham booke et værelse på vestafrikas måske nok dyreste hotel. Fordel: tranporttid fra lufthavenen 2 minutter. Ulempe: 95 $.
Dagen efter, efter at have rejst med hvad der HELT sikkert var byens bedst betalte taxachauffør (150 $ - i det mindste vidste jeg at han tog røven på mig) nåede jeg Masanga. Og alt blev godt igen. Alle var på hostellet, og jeg blev modtaget med jubelråb, klapsalver (lidt berømt er man vel) og knus fra de andre voluntører. Det var godt at komme 'hjem', og det er det stadig. Dagene æder hinanden som de gjorde før - og jeg er måske endnu mere spændt på resten af opholdet, fordi jeg kommer frisk optanket fra civilisationen. Når det så er sagt, så regner jeg med, at jeg næste gang, jeg tager hjem - bliver hjemme!
Julie
Tilbage i Masanga næsten tre uger efter at være rejst hjem. Her blev jeg mødt med vinken - hilsner - smil og glade dage. Og en masse sympati. Rygtet om min hjemrejse og tilbagekomst har hurtigt spredt sig - og det viser sig, at de I et land, hvor folk (undskyld udtrykket) dør som fluer, stadig godt forstår, hvorfor vi i Danmark begræder tabet af gamle mennesker. Og 74 er jo efter deres standarter gammelt.
Jeg havde frygtet, det ville være svært at komme tilbage - og jeg må indrømme at frygten hang i hele vejen til freetown og indtil hostellet tonede frem af junglen. Problemer med hotel, transport og ikke mindst de sierra leonske immigrationsmyndigheder gjorde det ikke bedre, skal dertil siges. Men man er vel blond - og pige - og med lidt held kom jeg ind på et såkaldt gratis visum (jeg havde nu også bestilt et, men det var tilsyneladende blevet væk for dem). Jeg blev også - uvidst af hvilken grund - hentet i lufthavnen af en repræsentant for det danske konsulat. God service, men ekstremt forvirrende, når man tror man skal hentes af nogle helt andre. Disse andre (fra Masanga) havde jeg i bedste forvirrende stil formået at få fortalt, at jeg kom den 7. ikke den 6. SÅ der stod jeg med alle mine talenter (hvoraf hud og hårfarve i virkeligheden var det eneste der talte på dette tidspunkt) og tænkte: TI - fucking -A (This Is Africa.. skal siges opgivende, og som en påmindelse om, at her virker intet som det burde). For det ikke skal være løgn havde min telefon også meldt forfald efter den lange tur, så jeg kunne ikke ringe til nogen. På dette tidspunkt synes den såkaldte repræsentant for det danske konsulat (som var absolut afrikansk) at minde om en nær ven, og jeg lod ham booke et værelse på vestafrikas måske nok dyreste hotel. Fordel: tranporttid fra lufthavenen 2 minutter. Ulempe: 95 $.
Dagen efter, efter at have rejst med hvad der HELT sikkert var byens bedst betalte taxachauffør (150 $ - i det mindste vidste jeg at han tog røven på mig) nåede jeg Masanga. Og alt blev godt igen. Alle var på hostellet, og jeg blev modtaget med jubelråb, klapsalver (lidt berømt er man vel) og knus fra de andre voluntører. Det var godt at komme 'hjem', og det er det stadig. Dagene æder hinanden som de gjorde før - og jeg er måske endnu mere spændt på resten af opholdet, fordi jeg kommer frisk optanket fra civilisationen. Når det så er sagt, så regner jeg med, at jeg næste gang, jeg tager hjem - bliver hjemme!
Julie
fredag den 2. april 2010
Junglen kalder Julie
En dag stod jeg lige just midt i magburaka, og glædede mig over det fantastiske signal, da min far ringede. Med viden om, at mine forældre kun ville ringe 'hvis det brændte', var det med bævende hjerte og svedige hænder, at jeg modtog beskeden om, at min morfar (der var syg, da jeg tog afsted) var blevet 'opgivet' og ikke havde langt igen. Så er man altså langt væk hjemmfra.. Nu holder jeg utroligt meget af mit liv i Sierra Leone, men det er selvfølgeligt intet ved siden af ens forhold til familien derhjemme. Så torsdag satte jeg kursen mod danmark - i håbet om at nå hjem inden det var slut. Min morfar har alle dage været noget utålmodig, og denne gang var således ingen undtagelse - da jeg kæmpede for at nå mit fly i Ghana (ja jeg var langt omkring), sagde morfar farvel og tak - på den mest fredelige måde man kunne ønske sig:)Det var trods alt også det vigtigste. Jeg fik det at vide i amsterdam, og de andre flypassagerer har nok anet der var noget fat. Fredag tilbragte jeg så med hele familien (inkl. morfar..) i mine bedsteforældres hjem. Her bliver man mindet om, hvor vigtigt det er, at man er med til sådan nogle ting. At man får grædt og mindedes, talt og leet. Et dødsleje kan næsten gå hen og blive helt 'hyggeligt', hvor mærkeligt det end lyder. Og det kan man ikke rigtigt opleve på den anden side af jorden.... Jeg har underholdt hele familien (specielt min fætter) med billder af farlige dyr, og enorme pengebundter. Jeg har været hjemme i to uger nu, og tager tilbage til junglen på tirsdag. Det bliver rart, men også svært at komme tilbage. Denne gang er det kun for to måneder, så det virker på en eller anden måde anderledes. Og så har jo været der før, så jeg er ikke længere (så) bange for edderkopperne og slangerne. Det skulle kunne lykkes. Det skal det også nok. Junglen kalder Julie! Hele kufferten er fyldt med slik-ordrer fra de andre (vi kunne jo ligesågodt få lidt ud af det, når det nu skulle være), valutareserverne er fyldt op.
Men inden da har jeg lige par runde fødselsdage, en påskefrokost, og evt. et værelse jeg skal have set på!
Far verden, farvel!
Juie
Men inden da har jeg lige par runde fødselsdage, en påskefrokost, og evt. et værelse jeg skal have set på!
Far verden, farvel!
Juie
torsdag den 11. marts 2010
Im alive
Ja, man kunne da skrive en blog. Naar nu man har internet, hvilket efterhaanden ikke er saa tir.Vi er taget paa internetcafe i makeni, fordi vores eget har vaeret ude af drift i et par uger. Men det gaar nok.
de sidste par uger er tiden som altid floejet afsted - den ene dag aeder den anden. vi nyder afrika og hinandens selskab - jo jo vi hygger rigtigt vi hostelfolk. i Soendags hacvde vi vores anden workshop for kvinderne i landsbyen - ogsaa denne gang blev der danset og sunget. Utroligt med de afrikanere. skolen er ogsaa ved at staa faerdig, lyset bliver installeret i denne uge. Det bliver store tider naar det lykkes!
Men dette bliver en ultrakort hilsen, jeg har lige lidt jeg skal naa paa min halve time. Jeg har det sgu godt!
Kh Julie
de sidste par uger er tiden som altid floejet afsted - den ene dag aeder den anden. vi nyder afrika og hinandens selskab - jo jo vi hygger rigtigt vi hostelfolk. i Soendags hacvde vi vores anden workshop for kvinderne i landsbyen - ogsaa denne gang blev der danset og sunget. Utroligt med de afrikanere. skolen er ogsaa ved at staa faerdig, lyset bliver installeret i denne uge. Det bliver store tider naar det lykkes!
Men dette bliver en ultrakort hilsen, jeg har lige lidt jeg skal naa paa min halve time. Jeg har det sgu godt!
Kh Julie
fredag den 26. februar 2010
Torden og lynild -og kæmpemyrer!
Goddag derhjemme i stuerne (jeg forventer, i opholder jer indendørs).
Jeg havde skrevet en blog den anden dag, som ikke havde lyst til at virke. Dvs. jeg har naturligvis forsømt at opdatere mit word, så jeg kan næppe give andre end mig selv skylden. Men den handlede om en weekendtur til stranden, og jeg håber den kommer ved en senere lejlighed: ellers kan jeg opsummere; det var skønt og fantastisk at blive kølet lidt af. Vi var herhjemme søndag, og da jeg sad og skrev blog tirsdag, blev jeg nødt til at stoppe. Ligepludseligt blæste det voldsomt op - det har vi prøvet før, men ikke i den dur. Ud over junglen begyndte lynglimtende at vise sig, og pludseligt meldte også regnen sin ankomst. Forvirrede (og lidt bange) så vi til - regntiden er da langt væk endnu? Det har heller ikke regnet siden. Men jeg skulle hilse at sige, at naturen virker meget stærkere her end derhjemme (det siger jeg, velvidende at snestormene styrer landet for tiden). Der er bare ingen stedet at gå hen, hvor man er uforstyrret af vejret - regnen larmer på bliktaget og de åbne vinduer lader regnen komme helt ind (i sengen!). Men når det så er sagt, så er det nu befriende at få renset luften - og natten til onsdag kunne vi alle sammen have et tæppe over os om natten. Ellers er det så svedigt at lægge sig i sin seng, at selv det mindste lagen virker uoverkommeligt. Udover regnen, har denne uge også været ugen, hvor vi har stiftet bekendtskab med et andet af naturens mærkelige fænomener: myrer. Da vi stod op i går morges, var det til synet af vores kyllinger (3 stks.), som var belevet bestialsk myrdet af en kæmpe hær af myrer. Bye Bye Chickensoup...Myrerne var stadig i gang med festmåltidet - jeg har en nyfundet respekt, for det lille møgdyr. Da køkkendamerne om formiddagen hældte kogende vand udover dem, i et forsøg på at komme dem til livs, var de allerede nået ind til skelettet. Et grumt syn for alle andre end hunden - den åd sgu da resterne. Selvsamme hund som drikker af de spande med vand, som vi bruger til at vaske os i (og i mit tilfælde børste tænder).
Og i denne uge har vi måske brugt lidt mere vand end vi plejer - for det første har det været varmt, for det andet blev vi udfordret af de lokale drenge til en fodboldkamp i onsdags. Vi tog naturligvis udfordringen op - og tabte noget så forfærdeligt. Det skal siges, vi primært var piger... Det skal dog også siges, at de primært var små drenge. Men de har lidt bedre kondi end sådan en flok danskere, og vi blev revet rundt ved næsen. Jeg selv formåede at falde under en takling (det var vidst mest bolden, jeg taklede), og rive hul på bukser og knæ til folkemængdens store fornøjelse (selvfølgeligt som et udtryk for opbakning til min enorme kampgejst!). Det så helt sikker også vanvittigt ud, men hvad forventer man, når man spiller bold på et grus/småstens underlag. Jeg fik faktisk et frispark, hvilket ikke var helt fair over for den bette knøjs, der kom imellem mig og bolden. Klokken halv seks gik vi trætte, med ømme og ødelagte ben, tilbage til hostellet. Det var skægt, men for fanden hvor var det hårdt!
I dag fredag, er det så helligdag igen. Og lønudbetalingsdag for så vidt, så det sker, jeg får en lærer på besøg for at hente sin løn. Det føles lidt fedtet at udbetale 50 kr. for 16 timers undervisning, men sådan er vilkårne hernede. På mandag håber vi på at kunne åbne skolen til undervisning igen - det bliver så dejligt! Så ophører alle de dårlige undskyldninger, jeg hører på, om manglende fremmøde for alvor... Her i weekenden skal vi vidst mest nyde livet - ikke at det ligger os fjernt at gøre det til hverdag. Jeg skal lige et smut ned i Leproville med maden til de spedalske... De andre har i øvrigt gjort meget grin med mig, pga. min megen medleven i den danske ministerrokade (man KAN da heller ikke tage fra landet, uden at manden mener han skal revolutionere det hele..). Jeg vil indrømme, jeg lod mig måske rive lidt med. Men helt oprigtigt, Søren PIND...!!
Nu vil jeg slutte - og håbe nettet virker. Det gjorde det ikke igår. Sierra Leone er måske nok sprunget et par led over i udviklingen, men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen! (og børnenes favorit legetøj er ganske som forudset: et hjul med en kæp i).
Kærlig Hilsen Julie (der skulle hilse at sige, at man godt kan modtage pakker hjemmefra hernede - og at knækbrød på mange måder ville være idealt at sende;)).
Jeg havde skrevet en blog den anden dag, som ikke havde lyst til at virke. Dvs. jeg har naturligvis forsømt at opdatere mit word, så jeg kan næppe give andre end mig selv skylden. Men den handlede om en weekendtur til stranden, og jeg håber den kommer ved en senere lejlighed: ellers kan jeg opsummere; det var skønt og fantastisk at blive kølet lidt af. Vi var herhjemme søndag, og da jeg sad og skrev blog tirsdag, blev jeg nødt til at stoppe. Ligepludseligt blæste det voldsomt op - det har vi prøvet før, men ikke i den dur. Ud over junglen begyndte lynglimtende at vise sig, og pludseligt meldte også regnen sin ankomst. Forvirrede (og lidt bange) så vi til - regntiden er da langt væk endnu? Det har heller ikke regnet siden. Men jeg skulle hilse at sige, at naturen virker meget stærkere her end derhjemme (det siger jeg, velvidende at snestormene styrer landet for tiden). Der er bare ingen stedet at gå hen, hvor man er uforstyrret af vejret - regnen larmer på bliktaget og de åbne vinduer lader regnen komme helt ind (i sengen!). Men når det så er sagt, så er det nu befriende at få renset luften - og natten til onsdag kunne vi alle sammen have et tæppe over os om natten. Ellers er det så svedigt at lægge sig i sin seng, at selv det mindste lagen virker uoverkommeligt. Udover regnen, har denne uge også været ugen, hvor vi har stiftet bekendtskab med et andet af naturens mærkelige fænomener: myrer. Da vi stod op i går morges, var det til synet af vores kyllinger (3 stks.), som var belevet bestialsk myrdet af en kæmpe hær af myrer. Bye Bye Chickensoup...Myrerne var stadig i gang med festmåltidet - jeg har en nyfundet respekt, for det lille møgdyr. Da køkkendamerne om formiddagen hældte kogende vand udover dem, i et forsøg på at komme dem til livs, var de allerede nået ind til skelettet. Et grumt syn for alle andre end hunden - den åd sgu da resterne. Selvsamme hund som drikker af de spande med vand, som vi bruger til at vaske os i (og i mit tilfælde børste tænder).
Og i denne uge har vi måske brugt lidt mere vand end vi plejer - for det første har det været varmt, for det andet blev vi udfordret af de lokale drenge til en fodboldkamp i onsdags. Vi tog naturligvis udfordringen op - og tabte noget så forfærdeligt. Det skal siges, vi primært var piger... Det skal dog også siges, at de primært var små drenge. Men de har lidt bedre kondi end sådan en flok danskere, og vi blev revet rundt ved næsen. Jeg selv formåede at falde under en takling (det var vidst mest bolden, jeg taklede), og rive hul på bukser og knæ til folkemængdens store fornøjelse (selvfølgeligt som et udtryk for opbakning til min enorme kampgejst!). Det så helt sikker også vanvittigt ud, men hvad forventer man, når man spiller bold på et grus/småstens underlag. Jeg fik faktisk et frispark, hvilket ikke var helt fair over for den bette knøjs, der kom imellem mig og bolden. Klokken halv seks gik vi trætte, med ømme og ødelagte ben, tilbage til hostellet. Det var skægt, men for fanden hvor var det hårdt!
I dag fredag, er det så helligdag igen. Og lønudbetalingsdag for så vidt, så det sker, jeg får en lærer på besøg for at hente sin løn. Det føles lidt fedtet at udbetale 50 kr. for 16 timers undervisning, men sådan er vilkårne hernede. På mandag håber vi på at kunne åbne skolen til undervisning igen - det bliver så dejligt! Så ophører alle de dårlige undskyldninger, jeg hører på, om manglende fremmøde for alvor... Her i weekenden skal vi vidst mest nyde livet - ikke at det ligger os fjernt at gøre det til hverdag. Jeg skal lige et smut ned i Leproville med maden til de spedalske... De andre har i øvrigt gjort meget grin med mig, pga. min megen medleven i den danske ministerrokade (man KAN da heller ikke tage fra landet, uden at manden mener han skal revolutionere det hele..). Jeg vil indrømme, jeg lod mig måske rive lidt med. Men helt oprigtigt, Søren PIND...!!
Nu vil jeg slutte - og håbe nettet virker. Det gjorde det ikke igår. Sierra Leone er måske nok sprunget et par led over i udviklingen, men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen! (og børnenes favorit legetøj er ganske som forudset: et hjul med en kæp i).
Kærlig Hilsen Julie (der skulle hilse at sige, at man godt kan modtage pakker hjemmefra hernede - og at knækbrød på mange måder ville være idealt at sende;)).
onsdag den 17. februar 2010
Tiggeri og fiskeboller..
Onsdag eftermiddag, og jeg har lige fortæret en dejlig frokost bestående af fiskeboller, pasta og salat. Specielt salaten er en mangelvare, så det var godt at se, at den rent faktisk findes. Ellers går dagene stille og roligt, i går fik vi endeligt set film. Vi sad inde på Camillas værelse, 5 tøser på række, og så O Happy Day. O hvilken fryd! Drengene var taget til Marburaka for at se fodbold. Jeg ville oprindeligt have været med, men troede de viste den forkerte kamp. Jeg burde have vidst, at intet er umuligt hernede – de viste da begge kampe på hver sin skærm i det samme lokale. Ikke dårligt. Så jeg tager nok med næste gang (og næste gang igen, hvis ellers et bestemt hold vil tage sig lidt sammen, og lade være med at ryge ud).
I går var endnu en dag med skolegang – og for mit vedkommende endnu en dag, hvor jeg forsøgte at overbevise de ansatte om, at de SKAL i skole. Det er ikke så nemt, som det lyder. I går fik jeg dog en mindre åbenbaring, og blev samtidigt klar over, hvorfor alle mændene nede på cykelværkstedet fniser som en flok skolepiger, når jeg er der: alle dem jeg ikke kan finde, sidder derinde. De har bare udnyttet det, at jeg er ny, og ikke kender deres navne, til at sige ’nej, jeg har ikke set ham’ hver gang jeg kommer og spørger efter en bestemt. Lømler. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt andet end smile ad dem, da jeg så kom tilbage efter en anden havde fortalt mig, at de var der. På det tidspunkt grinede de alle sammen højlydt, og indvilligede i en præsentationsrunde, og gik da også mere eller mindre frivilligt med til undervisning. Går den, så går den – den gik ikke!
Men undervisningen er svær at få til at køre. Så mangler der elever, så kridt, så tasker, så notesbøger. Faktisk er jeg lige nu ret overbevist om, at det kører bedst, når jeg bare sørger for, at de har de fornødne ting og så trækker mig tilbage derfra. Nogle gange virker det som om, at de bare må prøve at få noget ud af mig. Hvad enten det er poser, bøger eller penge til frokost. I mandags besøgte vi en af mine lærere på den skole, han arbejder. Det var vildt fedt – vi snakkede med viceinspektøren og hilste på alle eleverne. Men han brugte faktisk langt størstedelen af tiden på, at spørge mig om jeg ikke kendte en, der kunne blive sponser for ham i Danmark – så han kunne komme på universitetet. Det er lidt svært, for jeg kan jo godt forstå manden. Jeg er jo en stor pengepung. Men omvendt kan det ikke rigtigt hjælpe noget. MHT tiggeri er det slet ikke noget problem, her hvor jeg er. De spørger sjældent, og hvis de spørger mig, får de et nej. Det er sådan set ikke fordi, man ikke vil give. Det er bare svært at vide, hvor man skal starte – og specielt slutte.
Men nu er det snart elev-shoppe tid igen, som jeg har døbt min daglige runde rundt på hospitalsområdet efter de forsvundne elever.
Kh. Julie
I går var endnu en dag med skolegang – og for mit vedkommende endnu en dag, hvor jeg forsøgte at overbevise de ansatte om, at de SKAL i skole. Det er ikke så nemt, som det lyder. I går fik jeg dog en mindre åbenbaring, og blev samtidigt klar over, hvorfor alle mændene nede på cykelværkstedet fniser som en flok skolepiger, når jeg er der: alle dem jeg ikke kan finde, sidder derinde. De har bare udnyttet det, at jeg er ny, og ikke kender deres navne, til at sige ’nej, jeg har ikke set ham’ hver gang jeg kommer og spørger efter en bestemt. Lømler. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt andet end smile ad dem, da jeg så kom tilbage efter en anden havde fortalt mig, at de var der. På det tidspunkt grinede de alle sammen højlydt, og indvilligede i en præsentationsrunde, og gik da også mere eller mindre frivilligt med til undervisning. Går den, så går den – den gik ikke!
Men undervisningen er svær at få til at køre. Så mangler der elever, så kridt, så tasker, så notesbøger. Faktisk er jeg lige nu ret overbevist om, at det kører bedst, når jeg bare sørger for, at de har de fornødne ting og så trækker mig tilbage derfra. Nogle gange virker det som om, at de bare må prøve at få noget ud af mig. Hvad enten det er poser, bøger eller penge til frokost. I mandags besøgte vi en af mine lærere på den skole, han arbejder. Det var vildt fedt – vi snakkede med viceinspektøren og hilste på alle eleverne. Men han brugte faktisk langt størstedelen af tiden på, at spørge mig om jeg ikke kendte en, der kunne blive sponser for ham i Danmark – så han kunne komme på universitetet. Det er lidt svært, for jeg kan jo godt forstå manden. Jeg er jo en stor pengepung. Men omvendt kan det ikke rigtigt hjælpe noget. MHT tiggeri er det slet ikke noget problem, her hvor jeg er. De spørger sjældent, og hvis de spørger mig, får de et nej. Det er sådan set ikke fordi, man ikke vil give. Det er bare svært at vide, hvor man skal starte – og specielt slutte.
Men nu er det snart elev-shoppe tid igen, som jeg har døbt min daglige runde rundt på hospitalsområdet efter de forsvundne elever.
Kh. Julie
søndag den 14. februar 2010
Tante Crew!
Ak så blev det atter søndag! Og hvilken uge! Søndag tog de fleste herfra, så vi nu kun er 10 tilbage – vel at mærke de 10 som skal dele de næste 4 måneder i hinandens tætte selskab her i Masanga. Derfor var det også en blandet følelse. Selvfølgeligt var det trist, at alle forlod os. På den anden side indikerede det et startskud: det var nu, det gjaldt – nu var det bare os! Derudover betød det store ryk-ud, at jeg endeligt kunne rykke ind på et værelse. Mit helt eget Masangadomicil. Det har været så dejligt. Jeg har indrettet mig lidt, med mærkelige ting på væggen, lidt stearinlys osv. Jeg har et skrivebord, en lilla plastichavestol som kontorstol (plasticstole er ikke af mode i Sierra Leone), og selvfølgeligt en seng. En fantastisk seng. Omgivet af et endnu mere fantastisk myggenet, som jeg har gaffatapet fast på 3 af sengens 4 sider (jeg skal jo helst kunne komme ind og ud). Men faktisk har jeg nu på en uge, kun måtte smide en lille gul tropefrø ud fra mit værelse. Det er ret imponerende. Mit badeværelse er også fint, og deles med Camilla (som er sygeplejerske). Det lugter en anelse af kloak, hvilket der så også gør ved min seng. Men altså, man kan jo leve med meget.
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
Tante Crew!
Ak så blev det atter søndag! Og hvilken uge! Søndag tog de fleste herfra, så vi nu kun er 10 tilbage – vel at mærke de 10 som skal dele de næste 4 måneder i hinandens tætte selskab her i Masanga. Derfor var det også en blandet følelse. Selvfølgeligt var det trist, at alle forlod os. På den anden side indikerede det et startskud: det var nu, det gjaldt – nu var det bare os! Derudover betød det store ryk-ud, at jeg endeligt kunne rykke ind på et værelse. Mit helt eget Masangadomicil. Det har været så dejligt. Jeg har indrettet mig lidt, med mærkelige ting på væggen, lidt stearinlys osv. Jeg har et skrivebord, en lilla plastichavestol som kontorstol (plasticstole er ikke af mode i Sierra Leone), og selvfølgeligt en seng. En fantastisk seng. Omgivet af et endnu mere fantastisk myggenet, som jeg har gaffatapet fast på 3 af sengens 4 sider (jeg skal jo helst kunne komme ind og ud). Men faktisk har jeg nu på en uge, kun måtte smide en lille gul tropefrø ud fra mit værelse. Det er ret imponerende. Mit badeværelse er også fint, og deles med Camilla (som er sygeplejerske). Det lugter en anelse af kloak, hvilket der så også gør ved min seng. Men altså, man kan jo leve med meget.
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
lørdag den 6. februar 2010
Tu pendera?
Udsigten her fra hængekøjen er fænomenal. Floden, junglen. Sommerfuglene og aberne. De hårdtarbejdende REACT folk er lige gået fra frokost. Emil, Hinduja og jeg har været på besøg på en muslimsk skole. Dvs. vi var der, eleverne var ikke. Vi kunne måske have sagt os selv, at de muslimske skoler har lukket om fredagen..
i går aftes havde vi bål og snobrød – en varm fornøjelse i 30 graders varme. I aften skal vi i byen (!) i Magburaka. En lille flække hvor et hønsehus tilsyneladende gør det ud for en bar. Det skal blive sjovt at se, hvordan det går af sig. Inden da skal vi lige en tur rundt i Village, for at minde kvinderne om den workshop vi har på søndag. Det skulle vi egentligt have gjort i morgen, men en af kvinderne (elisabeth) kom herop i går og sagde, at hun ikke kunne, da hun var inviteret til Makeni. Derfor har vi aftalt at mødes med hende ved porten til hospitalet (Village og hospitalsgrunden er adskilt af en port) kl. 16. Så mon ikke hun er der ved 17 tiden? Elisabeth er en af de seje mennesker, man møder hernede. Hun gør rent i skolen, hvor jeg skal arbejde. Hun er rigtigt rar, men indeholder helt klart en vis portion råstyrke. Det er tydeligt, at livet har budt hende lidt af hvert - og at hun har klaret det. I går sad jeg og talte med nogle af de lærere, der er ansat på det projekt jeg er på – om Danmark. Om sneen, krigene, og det at mange af vores soldater bare står uden for dronningens slot og ser ud. Noget der for de fleste sierra leonere forekommer fuldstændigt vanvittigt. Den ene af lærerne, Mark, er spedalsk. Dem er der rigtigt mange af hernede – folk der hverken har hænder eller fødder, fordi de er ædt op af sår. Mark er heldig, fordi han er belæst og kan virke som lærer. Men mange af dem har været udstødt af samfundet, og kan hverken læse eller skrive. I landsbyen ligger der noget, der hedder Leproville (spedalskheds byen), hvor en stor del af dem bor. Hver dag leverer vi vores madrester derop – de har vitterligt ingenting, og er eftersigende de mest taknemmelige af alle (hvilket siger en del, i en landsby hvor alle råber Momo efter en). Momo betyder tak på temne. Jeg skal have lært noget temne, det kunne være så sejt at mestre et afrikansk stamme sprog – og folk bliver ellevilde, når man svarer dem på temne, når de spørger hvordan man har det (det gør de nemlig hele tiden – det må være noget de har arvet fra englænderne/amerikanerne). Vi er ved at være klar til takeover – der officielt er søndag/mandag. Det er skræmmende, men samtidigt glæder jeg mig bare til at få en hverdag op og stå her. Vi har efterhånden fået fordelt pligterne imellem os – der jo hverken indeholder at hente vand, lave mad, vaske op eller vaske tøj. Jeg skal stå for kontakten til masangas venner i danmark – samle updates osv. Det skal nok blive fint.
I mellemtiden har jeg været i Village med Elisabeth, Hindu og Lærke – det var så sejt. Der blev danset trommedans, båret på småbørn, hilst på de mægtiges mænds mange koner. Som en af dem sagde ’women of Masanga – united!’.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme. Den føles meget langt væk!
i går aftes havde vi bål og snobrød – en varm fornøjelse i 30 graders varme. I aften skal vi i byen (!) i Magburaka. En lille flække hvor et hønsehus tilsyneladende gør det ud for en bar. Det skal blive sjovt at se, hvordan det går af sig. Inden da skal vi lige en tur rundt i Village, for at minde kvinderne om den workshop vi har på søndag. Det skulle vi egentligt have gjort i morgen, men en af kvinderne (elisabeth) kom herop i går og sagde, at hun ikke kunne, da hun var inviteret til Makeni. Derfor har vi aftalt at mødes med hende ved porten til hospitalet (Village og hospitalsgrunden er adskilt af en port) kl. 16. Så mon ikke hun er der ved 17 tiden? Elisabeth er en af de seje mennesker, man møder hernede. Hun gør rent i skolen, hvor jeg skal arbejde. Hun er rigtigt rar, men indeholder helt klart en vis portion råstyrke. Det er tydeligt, at livet har budt hende lidt af hvert - og at hun har klaret det. I går sad jeg og talte med nogle af de lærere, der er ansat på det projekt jeg er på – om Danmark. Om sneen, krigene, og det at mange af vores soldater bare står uden for dronningens slot og ser ud. Noget der for de fleste sierra leonere forekommer fuldstændigt vanvittigt. Den ene af lærerne, Mark, er spedalsk. Dem er der rigtigt mange af hernede – folk der hverken har hænder eller fødder, fordi de er ædt op af sår. Mark er heldig, fordi han er belæst og kan virke som lærer. Men mange af dem har været udstødt af samfundet, og kan hverken læse eller skrive. I landsbyen ligger der noget, der hedder Leproville (spedalskheds byen), hvor en stor del af dem bor. Hver dag leverer vi vores madrester derop – de har vitterligt ingenting, og er eftersigende de mest taknemmelige af alle (hvilket siger en del, i en landsby hvor alle råber Momo efter en). Momo betyder tak på temne. Jeg skal have lært noget temne, det kunne være så sejt at mestre et afrikansk stamme sprog – og folk bliver ellevilde, når man svarer dem på temne, når de spørger hvordan man har det (det gør de nemlig hele tiden – det må være noget de har arvet fra englænderne/amerikanerne). Vi er ved at være klar til takeover – der officielt er søndag/mandag. Det er skræmmende, men samtidigt glæder jeg mig bare til at få en hverdag op og stå her. Vi har efterhånden fået fordelt pligterne imellem os – der jo hverken indeholder at hente vand, lave mad, vaske op eller vaske tøj. Jeg skal stå for kontakten til masangas venner i danmark – samle updates osv. Det skal nok blive fint.
I mellemtiden har jeg været i Village med Elisabeth, Hindu og Lærke – det var så sejt. Der blev danset trommedans, båret på småbørn, hilst på de mægtiges mænds mange koner. Som en af dem sagde ’women of Masanga – united!’.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme. Den føles meget langt væk!
onsdag den 3. februar 2010
Those who answered to abraham.
Those who answered to Abraham.
Jeg ved det godt. Det var meningen, at den første Sierra Leone blog skulle have været tilgængelig meget før. Men verden er, som den er, og her i Masanga er det på sin vis, som om tiden er gået i stå. Og det er jeg så også. Black man time som det så fint kaldes. Intet sker til tiden, men det kommer. Hver ting har sin tid, fristes man til at sige. Allerede ved indflyvningen stod det mig klart, at Sierra Leone ikke behøver være et fattigt land. Det er simpelthen det smukkeste, frodigste sted på denne kolde, onde jord. Menneskene er de venligste, dejligste fremmede jeg endnu har mødt – det er umuligt at gå nogen vegne uden at skulle røres ved. Ja - jeg er for tiden omtrent så populær, som jeg er hvid (de to ting er selvfølgeligt indbyrdes afhængige). Alle børn råber APORTO (hvid mand) efter en, med en iver der skærer helt ind i sjælen – og den samvittighed, der må komme med bevidstheden om, at verden er uretfærdig. Jeg er kommet som hvid, og som rig rig rig. Og de er sorte og umanerligt fattige. Og de hilser mig velkommen, og inviterer mig indenfor. De nusser min arm, kysser mig, og siger tak. Thank you. Og hvad har jeg gjort? Det er svært ikke at tænke, at jeg burde takke dem, for deres venlighed, åbenhed og helt utrolige gæstfrihed. Jeg har faktisk ikke ondt af afrikanerne, som jeg troede jeg ville. Fordi godt nok mangler de meget, og går til tider sultne i seng. Men for fanden, de er så langt foran på point på så mange andre områder. De lever i flok, de passer på hinanden. De lærer deres børn at stole på fremmede. Jeg er helt flov ved tanken om, hvordan vi behandler folk, der kommer til vores land.
Men når det så er sagt, så er Sierra Leone et meget meget anderledes sted for så mageligt et menneske som mig. Mentaliteten er en anden, omgivelserne er det godt nok også. Junglen er et vildt sted, emmer af lyde, dyr og planter. Jeg har endnu ikke set ulækre dyr, med tryk på endnu. De er her, det ved jeg. Men allerede nu er jeg ved at tilpasse mig omgivelserne, man må jo gøre hvad man kan, med det man har. Jeg har badet ved brønden, og i et vandfald. Det samme med maden. Ris og så lidt mere ris. Det er mig endnu en gåde, hvordan det kan være almindeligt at man tager på hernede. Men det finder jeg nok ud af.
Lige nu bor jeg i en midlertidig bolig med de, der er hernede fra React for at renovere en skole. Det er en fed intro til livet i junglen, de har været en stor hjælp – og bærer en rimeligt stor del af æren for, at jeg endnu ikke er gået i panik over de forhold, vi lever under. Her er hverken vand, elektricitet eller nogen mulighed for at være pæn og ren. Sveden er en konstant følgesvend. KONSTANT. Hvis man tager et bad, kommer man til at svede, idet man overvejer at tage tøj på igen. Men vi tager det med et smil. So far.
Vi der skal være her længe bliver fuldtallige i morgen – det glæder jeg mig til. Pernille og Anja (aus KBH) kom samtidigt med mig, hvilket jeg har været meget glad for. De er nogle helt utroligt søde piger – og ikke mindst rimeligt underholdende. Desuden er Hindu og Emil her jo. Sidstnævnte må jeg siges at have et rimeligt stort kendskab til på forhånd. Lærke og Caroline er her som medicinstuderende (det er altid godt at have nogle sygdomskyndige ved hånden!). Jasper har været her i et par måneder og skal være her indtil marts. I morgen kommer Camilla og Anne Mette. Det bliver vildt, de kan kun være søde. Allerede nu vil jeg godt love, at de næste 4-5 måneder heldigvis kommer til at foregå med folk, som jeg har det godt i selskab med. Det er så vigtigt, og så fedt.
Mit arbejde er så småt begyndt. En spændende og til tider skræmmende oplevelse. Jeg er den nye ’teacher’ og Elisabeths tredje datter. Kært barn har mange navne, det så godt ud da Class 1 (analfabeterne) den anden dag skrev Julie Nykjær Andersen med sirlige bogstaver i deres Unicef hæfter. I dag var jeg inde og overvære undervisningen i en primary school. Det var rimeligt skræmmende. Materialerne fejler ikke noget (kun mængden -43 børn om 5 bøger) og børnene har de samme kapaciteter som de danske. Men læreren. Og undervisningsmetoden. Jesus! Som at stå i middelalderen.
Her til aften sidder vi med guitaren og maden (RIS!). Jeg er ikke færdig med at fortælle, men jeg slutter alligevel. Og ja, jeg har både soleksem og udslæt på hånden, men hvad fanden betyder det.
Til slut vil jeg blot berette om, at min mobil faktisk virker – og at i er velkomne til at smide en besked til Vestafrika. Det koster kun 2,5 kr.
Kærlig hilsen Julie.
Jeg ved det godt. Det var meningen, at den første Sierra Leone blog skulle have været tilgængelig meget før. Men verden er, som den er, og her i Masanga er det på sin vis, som om tiden er gået i stå. Og det er jeg så også. Black man time som det så fint kaldes. Intet sker til tiden, men det kommer. Hver ting har sin tid, fristes man til at sige. Allerede ved indflyvningen stod det mig klart, at Sierra Leone ikke behøver være et fattigt land. Det er simpelthen det smukkeste, frodigste sted på denne kolde, onde jord. Menneskene er de venligste, dejligste fremmede jeg endnu har mødt – det er umuligt at gå nogen vegne uden at skulle røres ved. Ja - jeg er for tiden omtrent så populær, som jeg er hvid (de to ting er selvfølgeligt indbyrdes afhængige). Alle børn råber APORTO (hvid mand) efter en, med en iver der skærer helt ind i sjælen – og den samvittighed, der må komme med bevidstheden om, at verden er uretfærdig. Jeg er kommet som hvid, og som rig rig rig. Og de er sorte og umanerligt fattige. Og de hilser mig velkommen, og inviterer mig indenfor. De nusser min arm, kysser mig, og siger tak. Thank you. Og hvad har jeg gjort? Det er svært ikke at tænke, at jeg burde takke dem, for deres venlighed, åbenhed og helt utrolige gæstfrihed. Jeg har faktisk ikke ondt af afrikanerne, som jeg troede jeg ville. Fordi godt nok mangler de meget, og går til tider sultne i seng. Men for fanden, de er så langt foran på point på så mange andre områder. De lever i flok, de passer på hinanden. De lærer deres børn at stole på fremmede. Jeg er helt flov ved tanken om, hvordan vi behandler folk, der kommer til vores land.
Men når det så er sagt, så er Sierra Leone et meget meget anderledes sted for så mageligt et menneske som mig. Mentaliteten er en anden, omgivelserne er det godt nok også. Junglen er et vildt sted, emmer af lyde, dyr og planter. Jeg har endnu ikke set ulækre dyr, med tryk på endnu. De er her, det ved jeg. Men allerede nu er jeg ved at tilpasse mig omgivelserne, man må jo gøre hvad man kan, med det man har. Jeg har badet ved brønden, og i et vandfald. Det samme med maden. Ris og så lidt mere ris. Det er mig endnu en gåde, hvordan det kan være almindeligt at man tager på hernede. Men det finder jeg nok ud af.
Lige nu bor jeg i en midlertidig bolig med de, der er hernede fra React for at renovere en skole. Det er en fed intro til livet i junglen, de har været en stor hjælp – og bærer en rimeligt stor del af æren for, at jeg endnu ikke er gået i panik over de forhold, vi lever under. Her er hverken vand, elektricitet eller nogen mulighed for at være pæn og ren. Sveden er en konstant følgesvend. KONSTANT. Hvis man tager et bad, kommer man til at svede, idet man overvejer at tage tøj på igen. Men vi tager det med et smil. So far.
Vi der skal være her længe bliver fuldtallige i morgen – det glæder jeg mig til. Pernille og Anja (aus KBH) kom samtidigt med mig, hvilket jeg har været meget glad for. De er nogle helt utroligt søde piger – og ikke mindst rimeligt underholdende. Desuden er Hindu og Emil her jo. Sidstnævnte må jeg siges at have et rimeligt stort kendskab til på forhånd. Lærke og Caroline er her som medicinstuderende (det er altid godt at have nogle sygdomskyndige ved hånden!). Jasper har været her i et par måneder og skal være her indtil marts. I morgen kommer Camilla og Anne Mette. Det bliver vildt, de kan kun være søde. Allerede nu vil jeg godt love, at de næste 4-5 måneder heldigvis kommer til at foregå med folk, som jeg har det godt i selskab med. Det er så vigtigt, og så fedt.
Mit arbejde er så småt begyndt. En spændende og til tider skræmmende oplevelse. Jeg er den nye ’teacher’ og Elisabeths tredje datter. Kært barn har mange navne, det så godt ud da Class 1 (analfabeterne) den anden dag skrev Julie Nykjær Andersen med sirlige bogstaver i deres Unicef hæfter. I dag var jeg inde og overvære undervisningen i en primary school. Det var rimeligt skræmmende. Materialerne fejler ikke noget (kun mængden -43 børn om 5 bøger) og børnene har de samme kapaciteter som de danske. Men læreren. Og undervisningsmetoden. Jesus! Som at stå i middelalderen.
Her til aften sidder vi med guitaren og maden (RIS!). Jeg er ikke færdig med at fortælle, men jeg slutter alligevel. Og ja, jeg har både soleksem og udslæt på hånden, men hvad fanden betyder det.
Til slut vil jeg blot berette om, at min mobil faktisk virker – og at i er velkomne til at smide en besked til Vestafrika. Det koster kun 2,5 kr.
Kærlig hilsen Julie.
tirsdag den 26. januar 2010
Fødeøen forladt!
Mens jeg sidder her og ser de danskes svende få bank, og spiser en stille kiks, er det så småt ved at gå op for mig. Det er i morgen! I morgen turen går mod de varme lande, det beskidte vand, de mørke nætter..
Jeg har sagt farvel til de fleste. Jeg er ikke god til det - jeg kan ikke lide det, og det kommer jeg nok aldrig til at kunne. Men det er vel også fint nok. Bortset fra det synes jeg egentligt, jeg klarede det rimeligt denne gang. Det sagt med mindet om en tur til USA for henved 8 år siden, hvor afskedsseancen i Kastrup var så grum, at den stadig spøger i baghovedet, hver gang jeg bare nærmer mig Amager :) Men meget er sket siden. Rigtigt meget. Alligevel syntes jeg ikke, man behøver udfodre skæbnen - og jeg medbringer derfor 'kun' min bror til lufthavnen denne gang (han var ikke med sidst).
Det er en mærkelig fornemmelse at vinke farvel til alt for flere måneder af gangen. Det er svært at vide, om man skal grine eller græde - eller måske bare tage det som det er - et eventyr. Denne gang kan jeg dog mærke, at jeg er klar til noget nyt. Klar til at der sker noget.
Så imorgen går turen mod junglen. Jeg er klar.
Jeg har sagt farvel til de fleste. Jeg er ikke god til det - jeg kan ikke lide det, og det kommer jeg nok aldrig til at kunne. Men det er vel også fint nok. Bortset fra det synes jeg egentligt, jeg klarede det rimeligt denne gang. Det sagt med mindet om en tur til USA for henved 8 år siden, hvor afskedsseancen i Kastrup var så grum, at den stadig spøger i baghovedet, hver gang jeg bare nærmer mig Amager :) Men meget er sket siden. Rigtigt meget. Alligevel syntes jeg ikke, man behøver udfodre skæbnen - og jeg medbringer derfor 'kun' min bror til lufthavnen denne gang (han var ikke med sidst).
Det er en mærkelig fornemmelse at vinke farvel til alt for flere måneder af gangen. Det er svært at vide, om man skal grine eller græde - eller måske bare tage det som det er - et eventyr. Denne gang kan jeg dog mærke, at jeg er klar til noget nyt. Klar til at der sker noget.
Så imorgen går turen mod junglen. Jeg er klar.
lørdag den 16. januar 2010
Forberedelserne - en jungle i sig selv.
Til start vil jeg undskylde evt. stavefejl. I forbindelse med mit forestående rejseeventyr har jeg anskaffet en mini-bitte computer. Derfor skal jeg lige vende mig til at tasterne sidder rimeligt tæt på hinanden.
Ellers føler jeg, jeg er ved at være klar. Jeg har fået næsten alle vaccinationer (har måtte undvære et par pga. egen og i særdeleshed det danske sundhedssystems manglende duelighed - men hvad, man skulle da også være svært uheldig, hvis man ligefrem rendte ind i en rabbies befængt abe undervejs).
Jeg har styr på malariapillerne. Dvs. jeg har valgt de billige.. jeg ville have haft de dyreste, men det kan tilsyneladende ikke betale sig. Så jeg lever med bivirkningerne, der ikke skulle være så slemme (soleksem), bare jeg holder mig ude af direkte sollys. Jeg ved det godt, det lyder som et hail mary - men det var ikke desto mindre lægens råd. Direkte sollys i den afrikanske tørtid - det lyder omtrent så sandsynligt som sand i sahara. Men de er altså 3500 kr billigere end malarone. Med den besparelse kan man leve med meget (man er vel barn af et barn af et krigsbarn).
Myggenettet er anskaffet. Hvis der er én ting, jeg ikke går på kompromis med, så er det insekt-sikkerhed. Jeg er hverken bange for malariamyg eller sandfluer - men kæmpe edderkopper. De er der jo, det ved jeg. Og det eneste de drømmer om, er at sætte tænderne (for de har jo tænder, de bæster) i sådan en hvid lort som mig. Jeg har googlet, hvordan man dræber en fugleedderkop - det kom der ikke meget ud af. Google kan meget, men der stoppede internettets formåen. Jeg spørger, når jeg kommer frem! Jeg har tilmed set et program om afrikas slanger på animal planet. De har heldigvis ingen black mambas (afrikas farligste slange) i Sierra Leone (du gættede det, det har jeg også googlet!).
Rygsæk, sandaler, gummisko er også klar og parat. Visummet er rekvireret. Til visummet hører et stk. nytaget pasfoto, der vidner om, at reglerne for hvordan man må se ud på sådan et, simpelthen er gået for vidt. Jeg vil blive grint ad, ligemeget hvor i verden jeg viser mig med det. Det er meget, at ligge på mine skuldre.
Inden afrejse er der dog lige en enkelt ting eller 246, der endnu skal gøres. Forhåndsgodkendelser, fremleje, nedpakning af lejlighed - og alt det 'sjove' (sagt med så meget ironisk distance som muligt) som afskedssceancer med familie, venner osv.
Men for nu vil lille samsung (måske skulle jeg kalde den lille sorte samson?) og jeg holde lørdag. Ikke i byen, men her - foran tv'et. Man må jo nyde de, af civilisationens goder man kan, mens de er her.
Men jeg glæder mig. Til verden. Det blir stort!
Ellers føler jeg, jeg er ved at være klar. Jeg har fået næsten alle vaccinationer (har måtte undvære et par pga. egen og i særdeleshed det danske sundhedssystems manglende duelighed - men hvad, man skulle da også være svært uheldig, hvis man ligefrem rendte ind i en rabbies befængt abe undervejs).
Jeg har styr på malariapillerne. Dvs. jeg har valgt de billige.. jeg ville have haft de dyreste, men det kan tilsyneladende ikke betale sig. Så jeg lever med bivirkningerne, der ikke skulle være så slemme (soleksem), bare jeg holder mig ude af direkte sollys. Jeg ved det godt, det lyder som et hail mary - men det var ikke desto mindre lægens råd. Direkte sollys i den afrikanske tørtid - det lyder omtrent så sandsynligt som sand i sahara. Men de er altså 3500 kr billigere end malarone. Med den besparelse kan man leve med meget (man er vel barn af et barn af et krigsbarn).
Myggenettet er anskaffet. Hvis der er én ting, jeg ikke går på kompromis med, så er det insekt-sikkerhed. Jeg er hverken bange for malariamyg eller sandfluer - men kæmpe edderkopper. De er der jo, det ved jeg. Og det eneste de drømmer om, er at sætte tænderne (for de har jo tænder, de bæster) i sådan en hvid lort som mig. Jeg har googlet, hvordan man dræber en fugleedderkop - det kom der ikke meget ud af. Google kan meget, men der stoppede internettets formåen. Jeg spørger, når jeg kommer frem! Jeg har tilmed set et program om afrikas slanger på animal planet. De har heldigvis ingen black mambas (afrikas farligste slange) i Sierra Leone (du gættede det, det har jeg også googlet!).
Rygsæk, sandaler, gummisko er også klar og parat. Visummet er rekvireret. Til visummet hører et stk. nytaget pasfoto, der vidner om, at reglerne for hvordan man må se ud på sådan et, simpelthen er gået for vidt. Jeg vil blive grint ad, ligemeget hvor i verden jeg viser mig med det. Det er meget, at ligge på mine skuldre.
Inden afrejse er der dog lige en enkelt ting eller 246, der endnu skal gøres. Forhåndsgodkendelser, fremleje, nedpakning af lejlighed - og alt det 'sjove' (sagt med så meget ironisk distance som muligt) som afskedssceancer med familie, venner osv.
Men for nu vil lille samsung (måske skulle jeg kalde den lille sorte samson?) og jeg holde lørdag. Ikke i byen, men her - foran tv'et. Man må jo nyde de, af civilisationens goder man kan, mens de er her.
Men jeg glæder mig. Til verden. Det blir stort!
Abonner på:
Opslag (Atom)
