Tu pendera?

Udsigten her fra hængekøjen er fænomenal. Floden, junglen. Sommerfuglene og aberne. De hårdtarbejdende REACT folk er lige gået fra frokost. Emil, Hinduja og jeg har været på besøg på en muslimsk skole. Dvs. vi var der, eleverne var ikke. Vi kunne måske have sagt os selv, at de muslimske skoler har lukket om fredagen..
i går aftes havde vi bål og snobrød – en varm fornøjelse i 30 graders varme. I aften skal vi i byen (!) i Magburaka. En lille flække hvor et hønsehus tilsyneladende gør det ud for en bar. Det skal blive sjovt at se, hvordan det går af sig. Inden da skal vi lige en tur rundt i Village, for at minde kvinderne om den workshop vi har på søndag. Det skulle vi egentligt have gjort i morgen, men en af kvinderne (elisabeth) kom herop i går og sagde, at hun ikke kunne, da hun var inviteret til Makeni. Derfor har vi aftalt at mødes med hende ved porten til hospitalet (Village og hospitalsgrunden er adskilt af en port) kl. 16. Så mon ikke hun er der ved 17 tiden? Elisabeth er en af de seje mennesker, man møder hernede. Hun gør rent i skolen, hvor jeg skal arbejde. Hun er rigtigt rar, men indeholder helt klart en vis portion råstyrke. Det er tydeligt, at livet har budt hende lidt af hvert - og at hun har klaret det. I går sad jeg og talte med nogle af de lærere, der er ansat på det projekt jeg er på – om Danmark. Om sneen, krigene, og det at mange af vores soldater bare står uden for dronningens slot og ser ud. Noget der for de fleste sierra leonere forekommer fuldstændigt vanvittigt. Den ene af lærerne, Mark, er spedalsk. Dem er der rigtigt mange af hernede – folk der hverken har hænder eller fødder, fordi de er ædt op af sår. Mark er heldig, fordi han er belæst og kan virke som lærer. Men mange af dem har været udstødt af samfundet, og kan hverken læse eller skrive. I landsbyen ligger der noget, der hedder Leproville (spedalskheds byen), hvor en stor del af dem bor. Hver dag leverer vi vores madrester derop – de har vitterligt ingenting, og er eftersigende de mest taknemmelige af alle (hvilket siger en del, i en landsby hvor alle råber Momo efter en). Momo betyder tak på temne. Jeg skal have lært noget temne, det kunne være så sejt at mestre et afrikansk stamme sprog – og folk bliver ellevilde, når man svarer dem på temne, når de spørger hvordan man har det (det gør de nemlig hele tiden – det må være noget de har arvet fra englænderne/amerikanerne). Vi er ved at være klar til takeover – der officielt er søndag/mandag. Det er skræmmende, men samtidigt glæder jeg mig bare til at få en hverdag op og stå her. Vi har efterhånden fået fordelt pligterne imellem os – der jo hverken indeholder at hente vand, lave mad, vaske op eller vaske tøj. Jeg skal stå for kontakten til masangas venner i danmark – samle updates osv. Det skal nok blive fint.
I mellemtiden har jeg været i Village med Elisabeth, Hindu og Lærke – det var så sejt. Der blev danset trommedans, båret på småbørn, hilst på de mægtiges mænds mange koner. Som en af dem sagde ’women of Masanga – united!’.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme. Den føles meget langt væk!