Hjemkomst tur-retur

Hjemkomst tur/retur.
Tilbage i Masanga næsten tre uger efter at være rejst hjem. Her blev jeg mødt med vinken - hilsner - smil og glade dage. Og en masse sympati. Rygtet om min hjemrejse og tilbagekomst har hurtigt spredt sig - og det viser sig, at de I et land, hvor folk (undskyld udtrykket) dør som fluer, stadig godt forstår, hvorfor vi i Danmark begræder tabet af gamle mennesker. Og 74 er jo efter deres standarter gammelt.
Jeg havde frygtet, det ville være svært at komme tilbage - og jeg må indrømme at frygten hang i hele vejen til freetown og indtil hostellet tonede frem af junglen. Problemer med hotel, transport og ikke mindst de sierra leonske immigrationsmyndigheder gjorde det ikke bedre, skal dertil siges. Men man er vel blond - og pige - og med lidt held kom jeg ind på et såkaldt gratis visum (jeg havde nu også bestilt et, men det var tilsyneladende blevet væk for dem). Jeg blev også - uvidst af hvilken grund - hentet i lufthavnen af en repræsentant for det danske konsulat. God service, men ekstremt forvirrende, når man tror man skal hentes af nogle helt andre. Disse andre (fra Masanga) havde jeg i bedste forvirrende stil formået at få fortalt, at jeg kom den 7. ikke den 6. SÅ der stod jeg med alle mine talenter (hvoraf hud og hårfarve i virkeligheden var det eneste der talte på dette tidspunkt) og tænkte: TI - fucking -A (This Is Africa.. skal siges opgivende, og som en påmindelse om, at her virker intet som det burde). For det ikke skal være løgn havde min telefon også meldt forfald efter den lange tur, så jeg kunne ikke ringe til nogen. På dette tidspunkt synes den såkaldte repræsentant for det danske konsulat (som var absolut afrikansk) at minde om en nær ven, og jeg lod ham booke et værelse på vestafrikas måske nok dyreste hotel. Fordel: tranporttid fra lufthavenen 2 minutter. Ulempe: 95 $.
Dagen efter, efter at have rejst med hvad der HELT sikkert var byens bedst betalte taxachauffør (150 $ - i det mindste vidste jeg at han tog røven på mig) nåede jeg Masanga. Og alt blev godt igen. Alle var på hostellet, og jeg blev modtaget med jubelråb, klapsalver (lidt berømt er man vel) og knus fra de andre voluntører. Det var godt at komme 'hjem', og det er det stadig. Dagene æder hinanden som de gjorde før - og jeg er måske endnu mere spændt på resten af opholdet, fordi jeg kommer frisk optanket fra civilisationen. Når det så er sagt, så regner jeg med, at jeg næste gang, jeg tager hjem - bliver hjemme!
Julie