Tiggeri og fiskeboller..

Onsdag eftermiddag, og jeg har lige fortæret en dejlig frokost bestående af fiskeboller, pasta og salat. Specielt salaten er en mangelvare, så det var godt at se, at den rent faktisk findes. Ellers går dagene stille og roligt, i går fik vi endeligt set film. Vi sad inde på Camillas værelse, 5 tøser på række, og så O Happy Day. O hvilken fryd! Drengene var taget til Marburaka for at se fodbold. Jeg ville oprindeligt have været med, men troede de viste den forkerte kamp. Jeg burde have vidst, at intet er umuligt hernede – de viste da begge kampe på hver sin skærm i det samme lokale. Ikke dårligt. Så jeg tager nok med næste gang (og næste gang igen, hvis ellers et bestemt hold vil tage sig lidt sammen, og lade være med at ryge ud).
I går var endnu en dag med skolegang – og for mit vedkommende endnu en dag, hvor jeg forsøgte at overbevise de ansatte om, at de SKAL i skole. Det er ikke så nemt, som det lyder. I går fik jeg dog en mindre åbenbaring, og blev samtidigt klar over, hvorfor alle mændene nede på cykelværkstedet fniser som en flok skolepiger, når jeg er der: alle dem jeg ikke kan finde, sidder derinde. De har bare udnyttet det, at jeg er ny, og ikke kender deres navne, til at sige ’nej, jeg har ikke set ham’ hver gang jeg kommer og spørger efter en bestemt. Lømler. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt andet end smile ad dem, da jeg så kom tilbage efter en anden havde fortalt mig, at de var der. På det tidspunkt grinede de alle sammen højlydt, og indvilligede i en præsentationsrunde, og gik da også mere eller mindre frivilligt med til undervisning. Går den, så går den – den gik ikke!
Men undervisningen er svær at få til at køre. Så mangler der elever, så kridt, så tasker, så notesbøger. Faktisk er jeg lige nu ret overbevist om, at det kører bedst, når jeg bare sørger for, at de har de fornødne ting og så trækker mig tilbage derfra. Nogle gange virker det som om, at de bare må prøve at få noget ud af mig. Hvad enten det er poser, bøger eller penge til frokost. I mandags besøgte vi en af mine lærere på den skole, han arbejder. Det var vildt fedt – vi snakkede med viceinspektøren og hilste på alle eleverne. Men han brugte faktisk langt størstedelen af tiden på, at spørge mig om jeg ikke kendte en, der kunne blive sponser for ham i Danmark – så han kunne komme på universitetet. Det er lidt svært, for jeg kan jo godt forstå manden. Jeg er jo en stor pengepung. Men omvendt kan det ikke rigtigt hjælpe noget. MHT tiggeri er det slet ikke noget problem, her hvor jeg er. De spørger sjældent, og hvis de spørger mig, får de et nej. Det er sådan set ikke fordi, man ikke vil give. Det er bare svært at vide, hvor man skal starte – og specielt slutte.
Men nu er det snart elev-shoppe tid igen, som jeg har døbt min daglige runde rundt på hospitalsområdet efter de forsvundne elever.
Kh. Julie