Julie i Masanga

fredag den 26. februar 2010

Torden og lynild -og kæmpemyrer!

Goddag derhjemme i stuerne (jeg forventer, i opholder jer indendørs).
Jeg havde skrevet en blog den anden dag, som ikke havde lyst til at virke. Dvs. jeg har naturligvis forsømt at opdatere mit word, så jeg kan næppe give andre end mig selv skylden. Men den handlede om en weekendtur til stranden, og jeg håber den kommer ved en senere lejlighed: ellers kan jeg opsummere; det var skønt og fantastisk at blive kølet lidt af. Vi var herhjemme søndag, og da jeg sad og skrev blog tirsdag, blev jeg nødt til at stoppe. Ligepludseligt blæste det voldsomt op - det har vi prøvet før, men ikke i den dur. Ud over junglen begyndte lynglimtende at vise sig, og pludseligt meldte også regnen sin ankomst. Forvirrede (og lidt bange) så vi til - regntiden er da langt væk endnu? Det har heller ikke regnet siden. Men jeg skulle hilse at sige, at naturen virker meget stærkere her end derhjemme (det siger jeg, velvidende at snestormene styrer landet for tiden). Der er bare ingen stedet at gå hen, hvor man er uforstyrret af vejret - regnen larmer på bliktaget og de åbne vinduer lader regnen komme helt ind (i sengen!). Men når det så er sagt, så er det nu befriende at få renset luften - og natten til onsdag kunne vi alle sammen have et tæppe over os om natten. Ellers er det så svedigt at lægge sig i sin seng, at selv det mindste lagen virker uoverkommeligt. Udover regnen, har denne uge også været ugen, hvor vi har stiftet bekendtskab med et andet af naturens mærkelige fænomener: myrer. Da vi stod op i går morges, var det til synet af vores kyllinger (3 stks.), som var belevet bestialsk myrdet af en kæmpe hær af myrer. Bye Bye Chickensoup...Myrerne var stadig i gang med festmåltidet - jeg har en nyfundet respekt, for det lille møgdyr. Da køkkendamerne om formiddagen hældte kogende vand udover dem, i et forsøg på at komme dem til livs, var de allerede nået ind til skelettet. Et grumt syn for alle andre end hunden - den åd sgu da resterne. Selvsamme hund som drikker af de spande med vand, som vi bruger til at vaske os i (og i mit tilfælde børste tænder).
Og i denne uge har vi måske brugt lidt mere vand end vi plejer - for det første har det været varmt, for det andet blev vi udfordret af de lokale drenge til en fodboldkamp i onsdags. Vi tog naturligvis udfordringen op - og tabte noget så forfærdeligt. Det skal siges, vi primært var piger... Det skal dog også siges, at de primært var små drenge. Men de har lidt bedre kondi end sådan en flok danskere, og vi blev revet rundt ved næsen. Jeg selv formåede at falde under en takling (det var vidst mest bolden, jeg taklede), og rive hul på bukser og knæ til folkemængdens store fornøjelse (selvfølgeligt som et udtryk for opbakning til min enorme kampgejst!). Det så helt sikker også vanvittigt ud, men hvad forventer man, når man spiller bold på et grus/småstens underlag. Jeg fik faktisk et frispark, hvilket ikke var helt fair over for den bette knøjs, der kom imellem mig og bolden. Klokken halv seks gik vi trætte, med ømme og ødelagte ben, tilbage til hostellet. Det var skægt, men for fanden hvor var det hårdt!
I dag fredag, er det så helligdag igen. Og lønudbetalingsdag for så vidt, så det sker, jeg får en lærer på besøg for at hente sin løn. Det føles lidt fedtet at udbetale 50 kr. for 16 timers undervisning, men sådan er vilkårne hernede. På mandag håber vi på at kunne åbne skolen til undervisning igen - det bliver så dejligt! Så ophører alle de dårlige undskyldninger, jeg hører på, om manglende fremmøde for alvor... Her i weekenden skal vi vidst mest nyde livet - ikke at det ligger os fjernt at gøre det til hverdag. Jeg skal lige et smut ned i Leproville med maden til de spedalske... De andre har i øvrigt gjort meget grin med mig, pga. min megen medleven i den danske ministerrokade (man KAN da heller ikke tage fra landet, uden at manden mener han skal revolutionere det hele..). Jeg vil indrømme, jeg lod mig måske rive lidt med. Men helt oprigtigt, Søren PIND...!!
Nu vil jeg slutte - og håbe nettet virker. Det gjorde det ikke igår. Sierra Leone er måske nok sprunget et par led over i udviklingen, men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen! (og børnenes favorit legetøj er ganske som forudset: et hjul med en kæp i).
Kærlig Hilsen Julie (der skulle hilse at sige, at man godt kan modtage pakker hjemmefra hernede - og at knækbrød på mange måder ville være idealt at sende;)).

1 kommentar:

  1. heh, knækbrød?:) Men så skal man jo have en adresse? Signe

    SvarSlet