Those who answered to abraham.

Those who answered to Abraham.
Jeg ved det godt. Det var meningen, at den første Sierra Leone blog skulle have været tilgængelig meget før. Men verden er, som den er, og her i Masanga er det på sin vis, som om tiden er gået i stå. Og det er jeg så også. Black man time som det så fint kaldes. Intet sker til tiden, men det kommer. Hver ting har sin tid, fristes man til at sige. Allerede ved indflyvningen stod det mig klart, at Sierra Leone ikke behøver være et fattigt land. Det er simpelthen det smukkeste, frodigste sted på denne kolde, onde jord. Menneskene er de venligste, dejligste fremmede jeg endnu har mødt – det er umuligt at gå nogen vegne uden at skulle røres ved. Ja - jeg er for tiden omtrent så populær, som jeg er hvid (de to ting er selvfølgeligt indbyrdes afhængige). Alle børn råber APORTO (hvid mand) efter en, med en iver der skærer helt ind i sjælen – og den samvittighed, der må komme med bevidstheden om, at verden er uretfærdig. Jeg er kommet som hvid, og som rig rig rig. Og de er sorte og umanerligt fattige. Og de hilser mig velkommen, og inviterer mig indenfor. De nusser min arm, kysser mig, og siger tak. Thank you. Og hvad har jeg gjort? Det er svært ikke at tænke, at jeg burde takke dem, for deres venlighed, åbenhed og helt utrolige gæstfrihed. Jeg har faktisk ikke ondt af afrikanerne, som jeg troede jeg ville. Fordi godt nok mangler de meget, og går til tider sultne i seng. Men for fanden, de er så langt foran på point på så mange andre områder. De lever i flok, de passer på hinanden. De lærer deres børn at stole på fremmede. Jeg er helt flov ved tanken om, hvordan vi behandler folk, der kommer til vores land.
Men når det så er sagt, så er Sierra Leone et meget meget anderledes sted for så mageligt et menneske som mig. Mentaliteten er en anden, omgivelserne er det godt nok også. Junglen er et vildt sted, emmer af lyde, dyr og planter. Jeg har endnu ikke set ulækre dyr, med tryk på endnu. De er her, det ved jeg. Men allerede nu er jeg ved at tilpasse mig omgivelserne, man må jo gøre hvad man kan, med det man har. Jeg har badet ved brønden, og i et vandfald. Det samme med maden. Ris og så lidt mere ris. Det er mig endnu en gåde, hvordan det kan være almindeligt at man tager på hernede. Men det finder jeg nok ud af.
Lige nu bor jeg i en midlertidig bolig med de, der er hernede fra React for at renovere en skole. Det er en fed intro til livet i junglen, de har været en stor hjælp – og bærer en rimeligt stor del af æren for, at jeg endnu ikke er gået i panik over de forhold, vi lever under. Her er hverken vand, elektricitet eller nogen mulighed for at være pæn og ren. Sveden er en konstant følgesvend. KONSTANT. Hvis man tager et bad, kommer man til at svede, idet man overvejer at tage tøj på igen. Men vi tager det med et smil. So far.

Vi der skal være her længe bliver fuldtallige i morgen – det glæder jeg mig til. Pernille og Anja (aus KBH) kom samtidigt med mig, hvilket jeg har været meget glad for. De er nogle helt utroligt søde piger – og ikke mindst rimeligt underholdende. Desuden er Hindu og Emil her jo. Sidstnævnte må jeg siges at have et rimeligt stort kendskab til på forhånd. Lærke og Caroline er her som medicinstuderende (det er altid godt at have nogle sygdomskyndige ved hånden!). Jasper har været her i et par måneder og skal være her indtil marts. I morgen kommer Camilla og Anne Mette. Det bliver vildt, de kan kun være søde. Allerede nu vil jeg godt love, at de næste 4-5 måneder heldigvis kommer til at foregå med folk, som jeg har det godt i selskab med. Det er så vigtigt, og så fedt.
Mit arbejde er så småt begyndt. En spændende og til tider skræmmende oplevelse. Jeg er den nye ’teacher’ og Elisabeths tredje datter. Kært barn har mange navne, det så godt ud da Class 1 (analfabeterne) den anden dag skrev Julie Nykjær Andersen med sirlige bogstaver i deres Unicef hæfter. I dag var jeg inde og overvære undervisningen i en primary school. Det var rimeligt skræmmende. Materialerne fejler ikke noget (kun mængden -43 børn om 5 bøger) og børnene har de samme kapaciteter som de danske. Men læreren. Og undervisningsmetoden. Jesus! Som at stå i middelalderen.
Her til aften sidder vi med guitaren og maden (RIS!). Jeg er ikke færdig med at fortælle, men jeg slutter alligevel. Og ja, jeg har både soleksem og udslæt på hånden, men hvad fanden betyder det.
Til slut vil jeg blot berette om, at min mobil faktisk virker – og at i er velkomne til at smide en besked til Vestafrika. Det koster kun 2,5 kr.
Kærlig hilsen Julie.