Tante Crew!

Ak så blev det atter søndag! Og hvilken uge! Søndag tog de fleste herfra, så vi nu kun er 10 tilbage – vel at mærke de 10 som skal dele de næste 4 måneder i hinandens tætte selskab her i Masanga. Derfor var det også en blandet følelse. Selvfølgeligt var det trist, at alle forlod os. På den anden side indikerede det et startskud: det var nu, det gjaldt – nu var det bare os! Derudover betød det store ryk-ud, at jeg endeligt kunne rykke ind på et værelse. Mit helt eget Masangadomicil. Det har været så dejligt. Jeg har indrettet mig lidt, med mærkelige ting på væggen, lidt stearinlys osv. Jeg har et skrivebord, en lilla plastichavestol som kontorstol (plasticstole er ikke af mode i Sierra Leone), og selvfølgeligt en seng. En fantastisk seng. Omgivet af et endnu mere fantastisk myggenet, som jeg har gaffatapet fast på 3 af sengens 4 sider (jeg skal jo helst kunne komme ind og ud). Men faktisk har jeg nu på en uge, kun måtte smide en lille gul tropefrø ud fra mit værelse. Det er ret imponerende. Mit badeværelse er også fint, og deles med Camilla (som er sygeplejerske). Det lugter en anelse af kloak, hvilket der så også gør ved min seng. Men altså, man kan jo leve med meget.
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!