Julie i Masanga

torsdag den 29. april 2010

Update

Nyheder - uprioriteret rækkefølge:
Jeg har ikke været på nettet siden Danmark, aner ikke hvad der sker, hører noget med en vulkan (Way to go middeavel on us, Island). Jeg er ærligt talt overrasket over, at den slags kan stoppe hele verden? Findes der en eller anden form for luftfilter i megastørrelse? Hvis ikke det er opfundet inden juni, tager vi den ad Sahara - Marokko - sydeuropa hjem (roadtrip-style). Er nok ikke hjemme før december i så tilfælde.
Jeg har haft blærebetændelse. Pisse (appropo) irriterende. Godt vi har noget efterladt medicin til den slags hernede. Men jeg skal ikke klage, mange af de andre kæmper med alvorligere ting som parasitter, og store betændte sår.
Idag har vi haft debat på biblioteket om tradionel tro. Det var fedt, og indeholdte blandt andet en interessant diskussion mellem fag folk og fæ, om hvorvidt modermælk bliver dårlig af at moderen har sex (en af grundende til, at mænd hernede har så mange koner er, at det ikke er meningen at kvinden skal have sex de første to år efter fødsel (godt for hendes børnetal, ikke mandens)). Samtidigt kom det frem, at de synes, det er mærkeligt, at vi i Danmark spiser af hver sin tallerken under et måltid. For dem er det et tegn på enhed (familiens enhed), at man deler tallerken. Vi forklarede os med hygiejne. Men som en kvik afrikaner bemærkede: hvad skulle der være galt med at dele ske med konen, når du alligevel kysser hende efter maden?
Jeg har fået 10 nye elever på det sidste! Nogle lokale kvinder, der gerne bare vil være med og så et par tømrelærlinge. Har tilgengæld lukket aftenundervisningen.
Jeg har taget konsekvensen af, at have lukket halvdelen af mit projekt, og er nu også skrædder. Eller... I forsøget på at få udrettet noget i min tid her i Afrika, er jeg nu med i et andet projekt hernede: skrædderbutikken. Og det er en dejlig afveksling for både mig, og Anja, der har haft det alene indtil nu. Det er bare lidt sjovere at være to.... Og det har vist sig, at jeg er meget pædagogisk. Vi har nogle trainees som er mere end almindeligt uduelige (undskyld, men når de andre ansatte selv påpeger det, må der være lidt om det). Men det er på den anden side også feje hold, at skulle klare sig på lige fod med de andre, når ens ben ikke virker fordi man havde polio som barn, og man derfor er nødt til at bruge en symaskine med håndsving...Jeg har lært at sige: Du skal klippe det pænt! Og sy det pænt! på temne (bukanete fino - suatanete fino!) Det er en stor hjælp. Det svære ved at lære temne er, udover at det er totalt uforståeligt, at de aldrig kan skrive det for en.


En af de ansatte i skrædderbiksen (Mbalu - stumt M) bor ca. 5 km herfra - og går hver dag med sin datter på ryggen. Idag var hun så på vej hjem med en Singer symaskine på hovedet. Og til dem der ikke kender dem, kan jeg sige, de er sgu tunge (og mega fede, men det er en anden sag). Det så meget afrikansk ud..

Afrika er stadig varmt. Men det var så dårligt vejr den anden nat, at jeg for første gang i mit voksne liv, næsten blev bange for tordenvejr. Dagen efter var det gråvejr (lidt af en sjældenhed) - og næsten til at holde ud sådan temperaturmæssigt.
I Weekenden skal jeg til Freetown med Lærke - som bliver tre uger længere end planlagt (stor minibølge for lærke herfra - jeg har gjort mit til at påvirke den beslutning). Vi skal blandt andet prøve at sælger computertasker fra skrædderen på bliss (konditori for de rige (hvide)). Og nå ja, mon ikke vi får shoppet lidt også? Jeg glæder mig til det - og til lidt god mad. Jeg har haft svært ved at komme tilbage til afrikansk mad. Jeg har heldigvis stadigt pulverkartoffelmos og knøkbrød.
Jeg elsker lille sorte samsung. Lille - effektiv - 7 timers batteri! Hvis du skal overleve 4 ½ måned i junglen, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig en. Mere end nogensinde før. Har så meget godt med fra danmark, og sidder lige nu og hører Simon and Garfunkel.

Og nå ja, så flytter jeg til KBH til sommer...

Update

Nyheder - uprioriteret rækkefølge:
Jeg har ikke været på nettet siden Danmark, aner ikke hvad der sker, hører noget med en vulkan (Way to go middeavel on us, Island). Jeg er ærligt talt overrasket over, at den slags kan stoppe hele verden? Findes der en eller anden form for luftfilter i megastørrelse? Hvis ikke det er opfundet inden juni, tager vi den ad Sahara - Marokko - sydeuropa hjem (roadtrip-style). Er nok ikke hjemme før december i så tilfælde.
Jeg har haft blærebetændelse. Pisse (appropo) irriterende. Godt vi har noget efterladt medicin til den slags hernede. Men jeg skal ikke klage, mange af de andre kæmper med alvorligere ting som parasitter, og store betændte sår.
Idag har vi haft debat på biblioteket om tradionel tro. Det var fedt, og indeholdte blandt andet en interessant diskussion mellem fag folk og fæ, om hvorvidt modermælk bliver dårlig af at moderen har sex (en af grundende til, at mænd hernede har så mange koner er, at det ikke er meningen at kvinden skal have sex de første to år efter fødsel (godt for hendes børnetal, ikke mandens)). Samtidigt kom det frem, at de synes, det er mærkeligt, at vi i Danmark spiser af hver sin tallerken under et måltid. For dem er det et tegn på enhed (familiens enhed), at man deler tallerken. Vi forklarede os med hygiejne. Men som en kvik afrikaner bemærkede: hvad skulle der være galt med at dele ske med konen, når du alligevel kysser hende efter maden?
Jeg har fået 10 nye elever på det sidste! Nogle lokale kvinder, der gerne bare vil være med og så et par tømrelærlinge. Har tilgengæld lukket aftenundervisningen.
Jeg har taget konsekvensen af, at have lukket halvdelen af mit projekt, og er nu også skrædder. Eller... I forsøget på at få udrettet noget i min tid her i Afrika, er jeg nu med i et andet projekt hernede: skrædderbutikken. Og det er en dejlig afveksling for både mig, og Anja, der har haft det alene indtil nu. Det er bare lidt sjovere at være to.... Og det har vist sig, at jeg er meget pædagogisk. Vi har nogle trainees som er mere end almindeligt uduelige (undskyld, men når de andre ansatte selv påpeger det, må der være lidt om det). Men det er på den anden side også feje hold, at skulle klare sig på lige fod med de andre, når ens ben ikke virker fordi man havde polio som barn, og man derfor er nødt til at bruge en symaskine med håndsving...Jeg har lært at sige: Du skal klippe det pænt! Og sy det pænt! på temne (bukanete fino - suatanete fino!) Det er en stor hjælp. Det svære ved at lære temne er, udover at det er totalt uforståeligt, at de aldrig kan skrive det for en.


En af de ansatte i skrædderbiksen (Mbalu - stumt M) bor ca. 5 km herfra - og går hver dag med sin datter på ryggen. Idag var hun så på vej hjem med en Singer symaskine på hovedet. Og til dem der ikke kender dem, kan jeg sige, de er sgu tunge (og mega fede, men det er en anden sag). Det så meget afrikansk ud..

Afrika er stadig varmt. Men det var så dårligt vejr den anden nat, at jeg for første gang i mit voksne liv, næsten blev bange for tordenvejr. Dagen efter var det gråvejr (lidt af en sjældenhed) - og næsten til at holde ud sådan temperaturmæssigt.
I Weekenden skal jeg til Freetown med Lærke - som bliver tre uger længere end planlagt (stor minibølge for lærke herfra - jeg har gjort mit til at påvirke den beslutning). Vi skal blandt andet prøve at sælger computertasker fra skrædderen på bliss (konditori for de rige (hvide)). Og nå ja, mon ikke vi får shoppet lidt også? Jeg glæder mig til det - og til lidt god mad. Jeg har haft svært ved at komme tilbage til afrikansk mad. Jeg har heldigvis stadigt pulverkartoffelmos og knøkbrød.
Jeg elsker lille sorte samsung. Lille - effektiv - 7 timers batteri! Hvis du skal overleve 4 ½ måned i junglen, så gør dig selv den tjeneste at anskaffe dig en. Mere end nogensinde før. Har så meget godt med fra danmark, og sidder lige nu og hører Simon and Garfunkel.

Og nå ja, så flytter jeg til KBH til sommer...

Hippo dippo

Det var sådan en god idé - og jeg skulle da med. Det skal siges, det var også skægt - men også et minde om, hvor langt ude vi er. Sådan både fysisk og så selvfølgeligt psykisk. Hvem fanden melder sig frivilligt til at sidde 7 timer bag i en bil, der kører på en vej, der minder om en dårlig dansk markvej - for at nå til en skov, der er 40 grader varm, rummer store stygge edderkopper, ingen shoppemuligheder (goddag varm klorvand) og/eller muligheder for vedligeholdelse af personlig hygiejne (den smule der er tilbage efter næsten 3 måneder i junglen). Svaret er: det gør vi da! Man skulle nødigt gå glip af noget. Og det gør vi da, fordi vi egentligt har det meget hyggeligt, som vi ligger der om natten og hører på musene, der æder vores ting, og går rundt i junglen i jagten på de elefanter, de påstår er der (tror nu bare de har gravet fodsporerne), synger tøsesange i bilen, spiller bezzerwizzer i mørke, og spiser tun fra dåse (som jo er en delikatesse). For ikke at tale om at løbe igennem en skovbrand (kontrolleret, hvis man spørger dem - ikke så kontrolleret, når den pludseligt spærrer den sti man skal tilbage af).At trække sig selv og sin bil over en flod på en tømmerflåde, sat fast på et eller andet anti-tech kabelsystem. Og så kanoturen. Og flodhestene. DET VAR FEDT! Flodhesten er afrikas farligste dyr. Det er godt at huske på, når man har lyst til at padle tættere på for at se, hvor store de kan være under vand...
Det var nu en god tur. Men det var forfærdeligt langt væk, og forfærdeligt varmt. Og da vi kørte hjem søndag, var vi ved at ende i en kø, fordi en poda poda (minibus) var kørt fast på en bro, der ikke var meget bredere end den selv. MEN her er det så land roveren kommer til sin ret - og vi da bare kører uden om broen og gennem grøften. Thank God for firhjulstræk! Ellers havde vi sgu siddet der endnu. Og det var simpelthen luksus at komme hjem til masanga. Og der må man sige; når masanga bliver luksus. Så ved man, man har været langt langt ude i skoven.
Lå et lille hus.
Julie

Hjemkomst tur-retur

Hjemkomst tur/retur.
Tilbage i Masanga næsten tre uger efter at være rejst hjem. Her blev jeg mødt med vinken - hilsner - smil og glade dage. Og en masse sympati. Rygtet om min hjemrejse og tilbagekomst har hurtigt spredt sig - og det viser sig, at de I et land, hvor folk (undskyld udtrykket) dør som fluer, stadig godt forstår, hvorfor vi i Danmark begræder tabet af gamle mennesker. Og 74 er jo efter deres standarter gammelt.
Jeg havde frygtet, det ville være svært at komme tilbage - og jeg må indrømme at frygten hang i hele vejen til freetown og indtil hostellet tonede frem af junglen. Problemer med hotel, transport og ikke mindst de sierra leonske immigrationsmyndigheder gjorde det ikke bedre, skal dertil siges. Men man er vel blond - og pige - og med lidt held kom jeg ind på et såkaldt gratis visum (jeg havde nu også bestilt et, men det var tilsyneladende blevet væk for dem). Jeg blev også - uvidst af hvilken grund - hentet i lufthavnen af en repræsentant for det danske konsulat. God service, men ekstremt forvirrende, når man tror man skal hentes af nogle helt andre. Disse andre (fra Masanga) havde jeg i bedste forvirrende stil formået at få fortalt, at jeg kom den 7. ikke den 6. SÅ der stod jeg med alle mine talenter (hvoraf hud og hårfarve i virkeligheden var det eneste der talte på dette tidspunkt) og tænkte: TI - fucking -A (This Is Africa.. skal siges opgivende, og som en påmindelse om, at her virker intet som det burde). For det ikke skal være løgn havde min telefon også meldt forfald efter den lange tur, så jeg kunne ikke ringe til nogen. På dette tidspunkt synes den såkaldte repræsentant for det danske konsulat (som var absolut afrikansk) at minde om en nær ven, og jeg lod ham booke et værelse på vestafrikas måske nok dyreste hotel. Fordel: tranporttid fra lufthavenen 2 minutter. Ulempe: 95 $.
Dagen efter, efter at have rejst med hvad der HELT sikkert var byens bedst betalte taxachauffør (150 $ - i det mindste vidste jeg at han tog røven på mig) nåede jeg Masanga. Og alt blev godt igen. Alle var på hostellet, og jeg blev modtaget med jubelråb, klapsalver (lidt berømt er man vel) og knus fra de andre voluntører. Det var godt at komme 'hjem', og det er det stadig. Dagene æder hinanden som de gjorde før - og jeg er måske endnu mere spændt på resten af opholdet, fordi jeg kommer frisk optanket fra civilisationen. Når det så er sagt, så regner jeg med, at jeg næste gang, jeg tager hjem - bliver hjemme!
Julie

fredag den 2. april 2010

Junglen kalder Julie

En dag stod jeg lige just midt i magburaka, og glædede mig over det fantastiske signal, da min far ringede. Med viden om, at mine forældre kun ville ringe 'hvis det brændte', var det med bævende hjerte og svedige hænder, at jeg modtog beskeden om, at min morfar (der var syg, da jeg tog afsted) var blevet 'opgivet' og ikke havde langt igen. Så er man altså langt væk hjemmfra.. Nu holder jeg utroligt meget af mit liv i Sierra Leone, men det er selvfølgeligt intet ved siden af ens forhold til familien derhjemme. Så torsdag satte jeg kursen mod danmark - i håbet om at nå hjem inden det var slut. Min morfar har alle dage været noget utålmodig, og denne gang var således ingen undtagelse - da jeg kæmpede for at nå mit fly i Ghana (ja jeg var langt omkring), sagde morfar farvel og tak - på den mest fredelige måde man kunne ønske sig:)Det var trods alt også det vigtigste. Jeg fik det at vide i amsterdam, og de andre flypassagerer har nok anet der var noget fat. Fredag tilbragte jeg så med hele familien (inkl. morfar..) i mine bedsteforældres hjem. Her bliver man mindet om, hvor vigtigt det er, at man er med til sådan nogle ting. At man får grædt og mindedes, talt og leet. Et dødsleje kan næsten gå hen og blive helt 'hyggeligt', hvor mærkeligt det end lyder. Og det kan man ikke rigtigt opleve på den anden side af jorden.... Jeg har underholdt hele familien (specielt min fætter) med billder af farlige dyr, og enorme pengebundter. Jeg har været hjemme i to uger nu, og tager tilbage til junglen på tirsdag. Det bliver rart, men også svært at komme tilbage. Denne gang er det kun for to måneder, så det virker på en eller anden måde anderledes. Og så har jo været der før, så jeg er ikke længere (så) bange for edderkopperne og slangerne. Det skulle kunne lykkes. Det skal det også nok. Junglen kalder Julie! Hele kufferten er fyldt med slik-ordrer fra de andre (vi kunne jo ligesågodt få lidt ud af det, når det nu skulle være), valutareserverne er fyldt op.
Men inden da har jeg lige par runde fødselsdage, en påskefrokost, og evt. et værelse jeg skal have set på!

Far verden, farvel!
Juie

torsdag den 11. marts 2010

Im alive

Ja, man kunne da skrive en blog. Naar nu man har internet, hvilket efterhaanden ikke er saa tir.Vi er taget paa internetcafe i makeni, fordi vores eget har vaeret ude af drift i et par uger. Men det gaar nok.
de sidste par uger er tiden som altid floejet afsted - den ene dag aeder den anden. vi nyder afrika og hinandens selskab - jo jo vi hygger rigtigt vi hostelfolk. i Soendags hacvde vi vores anden workshop for kvinderne i landsbyen - ogsaa denne gang blev der danset og sunget. Utroligt med de afrikanere. skolen er ogsaa ved at staa faerdig, lyset bliver installeret i denne uge. Det bliver store tider naar det lykkes!
Men dette bliver en ultrakort hilsen, jeg har lige lidt jeg skal naa paa min halve time. Jeg har det sgu godt!

Kh Julie

fredag den 26. februar 2010

Torden og lynild -og kæmpemyrer!

Goddag derhjemme i stuerne (jeg forventer, i opholder jer indendørs).
Jeg havde skrevet en blog den anden dag, som ikke havde lyst til at virke. Dvs. jeg har naturligvis forsømt at opdatere mit word, så jeg kan næppe give andre end mig selv skylden. Men den handlede om en weekendtur til stranden, og jeg håber den kommer ved en senere lejlighed: ellers kan jeg opsummere; det var skønt og fantastisk at blive kølet lidt af. Vi var herhjemme søndag, og da jeg sad og skrev blog tirsdag, blev jeg nødt til at stoppe. Ligepludseligt blæste det voldsomt op - det har vi prøvet før, men ikke i den dur. Ud over junglen begyndte lynglimtende at vise sig, og pludseligt meldte også regnen sin ankomst. Forvirrede (og lidt bange) så vi til - regntiden er da langt væk endnu? Det har heller ikke regnet siden. Men jeg skulle hilse at sige, at naturen virker meget stærkere her end derhjemme (det siger jeg, velvidende at snestormene styrer landet for tiden). Der er bare ingen stedet at gå hen, hvor man er uforstyrret af vejret - regnen larmer på bliktaget og de åbne vinduer lader regnen komme helt ind (i sengen!). Men når det så er sagt, så er det nu befriende at få renset luften - og natten til onsdag kunne vi alle sammen have et tæppe over os om natten. Ellers er det så svedigt at lægge sig i sin seng, at selv det mindste lagen virker uoverkommeligt. Udover regnen, har denne uge også været ugen, hvor vi har stiftet bekendtskab med et andet af naturens mærkelige fænomener: myrer. Da vi stod op i går morges, var det til synet af vores kyllinger (3 stks.), som var belevet bestialsk myrdet af en kæmpe hær af myrer. Bye Bye Chickensoup...Myrerne var stadig i gang med festmåltidet - jeg har en nyfundet respekt, for det lille møgdyr. Da køkkendamerne om formiddagen hældte kogende vand udover dem, i et forsøg på at komme dem til livs, var de allerede nået ind til skelettet. Et grumt syn for alle andre end hunden - den åd sgu da resterne. Selvsamme hund som drikker af de spande med vand, som vi bruger til at vaske os i (og i mit tilfælde børste tænder).
Og i denne uge har vi måske brugt lidt mere vand end vi plejer - for det første har det været varmt, for det andet blev vi udfordret af de lokale drenge til en fodboldkamp i onsdags. Vi tog naturligvis udfordringen op - og tabte noget så forfærdeligt. Det skal siges, vi primært var piger... Det skal dog også siges, at de primært var små drenge. Men de har lidt bedre kondi end sådan en flok danskere, og vi blev revet rundt ved næsen. Jeg selv formåede at falde under en takling (det var vidst mest bolden, jeg taklede), og rive hul på bukser og knæ til folkemængdens store fornøjelse (selvfølgeligt som et udtryk for opbakning til min enorme kampgejst!). Det så helt sikker også vanvittigt ud, men hvad forventer man, når man spiller bold på et grus/småstens underlag. Jeg fik faktisk et frispark, hvilket ikke var helt fair over for den bette knøjs, der kom imellem mig og bolden. Klokken halv seks gik vi trætte, med ømme og ødelagte ben, tilbage til hostellet. Det var skægt, men for fanden hvor var det hårdt!
I dag fredag, er det så helligdag igen. Og lønudbetalingsdag for så vidt, så det sker, jeg får en lærer på besøg for at hente sin løn. Det føles lidt fedtet at udbetale 50 kr. for 16 timers undervisning, men sådan er vilkårne hernede. På mandag håber vi på at kunne åbne skolen til undervisning igen - det bliver så dejligt! Så ophører alle de dårlige undskyldninger, jeg hører på, om manglende fremmøde for alvor... Her i weekenden skal vi vidst mest nyde livet - ikke at det ligger os fjernt at gøre det til hverdag. Jeg skal lige et smut ned i Leproville med maden til de spedalske... De andre har i øvrigt gjort meget grin med mig, pga. min megen medleven i den danske ministerrokade (man KAN da heller ikke tage fra landet, uden at manden mener han skal revolutionere det hele..). Jeg vil indrømme, jeg lod mig måske rive lidt med. Men helt oprigtigt, Søren PIND...!!
Nu vil jeg slutte - og håbe nettet virker. Det gjorde det ikke igår. Sierra Leone er måske nok sprunget et par led over i udviklingen, men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen! (og børnenes favorit legetøj er ganske som forudset: et hjul med en kæp i).
Kærlig Hilsen Julie (der skulle hilse at sige, at man godt kan modtage pakker hjemmefra hernede - og at knækbrød på mange måder ville være idealt at sende;)).