Goddag derhjemme i stuerne (jeg forventer, i opholder jer indendørs).
Jeg havde skrevet en blog den anden dag, som ikke havde lyst til at virke. Dvs. jeg har naturligvis forsømt at opdatere mit word, så jeg kan næppe give andre end mig selv skylden. Men den handlede om en weekendtur til stranden, og jeg håber den kommer ved en senere lejlighed: ellers kan jeg opsummere; det var skønt og fantastisk at blive kølet lidt af. Vi var herhjemme søndag, og da jeg sad og skrev blog tirsdag, blev jeg nødt til at stoppe. Ligepludseligt blæste det voldsomt op - det har vi prøvet før, men ikke i den dur. Ud over junglen begyndte lynglimtende at vise sig, og pludseligt meldte også regnen sin ankomst. Forvirrede (og lidt bange) så vi til - regntiden er da langt væk endnu? Det har heller ikke regnet siden. Men jeg skulle hilse at sige, at naturen virker meget stærkere her end derhjemme (det siger jeg, velvidende at snestormene styrer landet for tiden). Der er bare ingen stedet at gå hen, hvor man er uforstyrret af vejret - regnen larmer på bliktaget og de åbne vinduer lader regnen komme helt ind (i sengen!). Men når det så er sagt, så er det nu befriende at få renset luften - og natten til onsdag kunne vi alle sammen have et tæppe over os om natten. Ellers er det så svedigt at lægge sig i sin seng, at selv det mindste lagen virker uoverkommeligt. Udover regnen, har denne uge også været ugen, hvor vi har stiftet bekendtskab med et andet af naturens mærkelige fænomener: myrer. Da vi stod op i går morges, var det til synet af vores kyllinger (3 stks.), som var belevet bestialsk myrdet af en kæmpe hær af myrer. Bye Bye Chickensoup...Myrerne var stadig i gang med festmåltidet - jeg har en nyfundet respekt, for det lille møgdyr. Da køkkendamerne om formiddagen hældte kogende vand udover dem, i et forsøg på at komme dem til livs, var de allerede nået ind til skelettet. Et grumt syn for alle andre end hunden - den åd sgu da resterne. Selvsamme hund som drikker af de spande med vand, som vi bruger til at vaske os i (og i mit tilfælde børste tænder).
Og i denne uge har vi måske brugt lidt mere vand end vi plejer - for det første har det været varmt, for det andet blev vi udfordret af de lokale drenge til en fodboldkamp i onsdags. Vi tog naturligvis udfordringen op - og tabte noget så forfærdeligt. Det skal siges, vi primært var piger... Det skal dog også siges, at de primært var små drenge. Men de har lidt bedre kondi end sådan en flok danskere, og vi blev revet rundt ved næsen. Jeg selv formåede at falde under en takling (det var vidst mest bolden, jeg taklede), og rive hul på bukser og knæ til folkemængdens store fornøjelse (selvfølgeligt som et udtryk for opbakning til min enorme kampgejst!). Det så helt sikker også vanvittigt ud, men hvad forventer man, når man spiller bold på et grus/småstens underlag. Jeg fik faktisk et frispark, hvilket ikke var helt fair over for den bette knøjs, der kom imellem mig og bolden. Klokken halv seks gik vi trætte, med ømme og ødelagte ben, tilbage til hostellet. Det var skægt, men for fanden hvor var det hårdt!
I dag fredag, er det så helligdag igen. Og lønudbetalingsdag for så vidt, så det sker, jeg får en lærer på besøg for at hente sin løn. Det føles lidt fedtet at udbetale 50 kr. for 16 timers undervisning, men sådan er vilkårne hernede. På mandag håber vi på at kunne åbne skolen til undervisning igen - det bliver så dejligt! Så ophører alle de dårlige undskyldninger, jeg hører på, om manglende fremmøde for alvor... Her i weekenden skal vi vidst mest nyde livet - ikke at det ligger os fjernt at gøre det til hverdag. Jeg skal lige et smut ned i Leproville med maden til de spedalske... De andre har i øvrigt gjort meget grin med mig, pga. min megen medleven i den danske ministerrokade (man KAN da heller ikke tage fra landet, uden at manden mener han skal revolutionere det hele..). Jeg vil indrømme, jeg lod mig måske rive lidt med. Men helt oprigtigt, Søren PIND...!!
Nu vil jeg slutte - og håbe nettet virker. Det gjorde det ikke igår. Sierra Leone er måske nok sprunget et par led over i udviklingen, men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen! (og børnenes favorit legetøj er ganske som forudset: et hjul med en kæp i).
Kærlig Hilsen Julie (der skulle hilse at sige, at man godt kan modtage pakker hjemmefra hernede - og at knækbrød på mange måder ville være idealt at sende;)).
fredag den 26. februar 2010
onsdag den 17. februar 2010
Tiggeri og fiskeboller..
Onsdag eftermiddag, og jeg har lige fortæret en dejlig frokost bestående af fiskeboller, pasta og salat. Specielt salaten er en mangelvare, så det var godt at se, at den rent faktisk findes. Ellers går dagene stille og roligt, i går fik vi endeligt set film. Vi sad inde på Camillas værelse, 5 tøser på række, og så O Happy Day. O hvilken fryd! Drengene var taget til Marburaka for at se fodbold. Jeg ville oprindeligt have været med, men troede de viste den forkerte kamp. Jeg burde have vidst, at intet er umuligt hernede – de viste da begge kampe på hver sin skærm i det samme lokale. Ikke dårligt. Så jeg tager nok med næste gang (og næste gang igen, hvis ellers et bestemt hold vil tage sig lidt sammen, og lade være med at ryge ud).
I går var endnu en dag med skolegang – og for mit vedkommende endnu en dag, hvor jeg forsøgte at overbevise de ansatte om, at de SKAL i skole. Det er ikke så nemt, som det lyder. I går fik jeg dog en mindre åbenbaring, og blev samtidigt klar over, hvorfor alle mændene nede på cykelværkstedet fniser som en flok skolepiger, når jeg er der: alle dem jeg ikke kan finde, sidder derinde. De har bare udnyttet det, at jeg er ny, og ikke kender deres navne, til at sige ’nej, jeg har ikke set ham’ hver gang jeg kommer og spørger efter en bestemt. Lømler. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt andet end smile ad dem, da jeg så kom tilbage efter en anden havde fortalt mig, at de var der. På det tidspunkt grinede de alle sammen højlydt, og indvilligede i en præsentationsrunde, og gik da også mere eller mindre frivilligt med til undervisning. Går den, så går den – den gik ikke!
Men undervisningen er svær at få til at køre. Så mangler der elever, så kridt, så tasker, så notesbøger. Faktisk er jeg lige nu ret overbevist om, at det kører bedst, når jeg bare sørger for, at de har de fornødne ting og så trækker mig tilbage derfra. Nogle gange virker det som om, at de bare må prøve at få noget ud af mig. Hvad enten det er poser, bøger eller penge til frokost. I mandags besøgte vi en af mine lærere på den skole, han arbejder. Det var vildt fedt – vi snakkede med viceinspektøren og hilste på alle eleverne. Men han brugte faktisk langt størstedelen af tiden på, at spørge mig om jeg ikke kendte en, der kunne blive sponser for ham i Danmark – så han kunne komme på universitetet. Det er lidt svært, for jeg kan jo godt forstå manden. Jeg er jo en stor pengepung. Men omvendt kan det ikke rigtigt hjælpe noget. MHT tiggeri er det slet ikke noget problem, her hvor jeg er. De spørger sjældent, og hvis de spørger mig, får de et nej. Det er sådan set ikke fordi, man ikke vil give. Det er bare svært at vide, hvor man skal starte – og specielt slutte.
Men nu er det snart elev-shoppe tid igen, som jeg har døbt min daglige runde rundt på hospitalsområdet efter de forsvundne elever.
Kh. Julie
I går var endnu en dag med skolegang – og for mit vedkommende endnu en dag, hvor jeg forsøgte at overbevise de ansatte om, at de SKAL i skole. Det er ikke så nemt, som det lyder. I går fik jeg dog en mindre åbenbaring, og blev samtidigt klar over, hvorfor alle mændene nede på cykelværkstedet fniser som en flok skolepiger, når jeg er der: alle dem jeg ikke kan finde, sidder derinde. De har bare udnyttet det, at jeg er ny, og ikke kender deres navne, til at sige ’nej, jeg har ikke set ham’ hver gang jeg kommer og spørger efter en bestemt. Lømler. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt andet end smile ad dem, da jeg så kom tilbage efter en anden havde fortalt mig, at de var der. På det tidspunkt grinede de alle sammen højlydt, og indvilligede i en præsentationsrunde, og gik da også mere eller mindre frivilligt med til undervisning. Går den, så går den – den gik ikke!
Men undervisningen er svær at få til at køre. Så mangler der elever, så kridt, så tasker, så notesbøger. Faktisk er jeg lige nu ret overbevist om, at det kører bedst, når jeg bare sørger for, at de har de fornødne ting og så trækker mig tilbage derfra. Nogle gange virker det som om, at de bare må prøve at få noget ud af mig. Hvad enten det er poser, bøger eller penge til frokost. I mandags besøgte vi en af mine lærere på den skole, han arbejder. Det var vildt fedt – vi snakkede med viceinspektøren og hilste på alle eleverne. Men han brugte faktisk langt størstedelen af tiden på, at spørge mig om jeg ikke kendte en, der kunne blive sponser for ham i Danmark – så han kunne komme på universitetet. Det er lidt svært, for jeg kan jo godt forstå manden. Jeg er jo en stor pengepung. Men omvendt kan det ikke rigtigt hjælpe noget. MHT tiggeri er det slet ikke noget problem, her hvor jeg er. De spørger sjældent, og hvis de spørger mig, får de et nej. Det er sådan set ikke fordi, man ikke vil give. Det er bare svært at vide, hvor man skal starte – og specielt slutte.
Men nu er det snart elev-shoppe tid igen, som jeg har døbt min daglige runde rundt på hospitalsområdet efter de forsvundne elever.
Kh. Julie
søndag den 14. februar 2010
Tante Crew!
Ak så blev det atter søndag! Og hvilken uge! Søndag tog de fleste herfra, så vi nu kun er 10 tilbage – vel at mærke de 10 som skal dele de næste 4 måneder i hinandens tætte selskab her i Masanga. Derfor var det også en blandet følelse. Selvfølgeligt var det trist, at alle forlod os. På den anden side indikerede det et startskud: det var nu, det gjaldt – nu var det bare os! Derudover betød det store ryk-ud, at jeg endeligt kunne rykke ind på et værelse. Mit helt eget Masangadomicil. Det har været så dejligt. Jeg har indrettet mig lidt, med mærkelige ting på væggen, lidt stearinlys osv. Jeg har et skrivebord, en lilla plastichavestol som kontorstol (plasticstole er ikke af mode i Sierra Leone), og selvfølgeligt en seng. En fantastisk seng. Omgivet af et endnu mere fantastisk myggenet, som jeg har gaffatapet fast på 3 af sengens 4 sider (jeg skal jo helst kunne komme ind og ud). Men faktisk har jeg nu på en uge, kun måtte smide en lille gul tropefrø ud fra mit værelse. Det er ret imponerende. Mit badeværelse er også fint, og deles med Camilla (som er sygeplejerske). Det lugter en anelse af kloak, hvilket der så også gør ved min seng. Men altså, man kan jo leve med meget.
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
Tante Crew!
Ak så blev det atter søndag! Og hvilken uge! Søndag tog de fleste herfra, så vi nu kun er 10 tilbage – vel at mærke de 10 som skal dele de næste 4 måneder i hinandens tætte selskab her i Masanga. Derfor var det også en blandet følelse. Selvfølgeligt var det trist, at alle forlod os. På den anden side indikerede det et startskud: det var nu, det gjaldt – nu var det bare os! Derudover betød det store ryk-ud, at jeg endeligt kunne rykke ind på et værelse. Mit helt eget Masangadomicil. Det har været så dejligt. Jeg har indrettet mig lidt, med mærkelige ting på væggen, lidt stearinlys osv. Jeg har et skrivebord, en lilla plastichavestol som kontorstol (plasticstole er ikke af mode i Sierra Leone), og selvfølgeligt en seng. En fantastisk seng. Omgivet af et endnu mere fantastisk myggenet, som jeg har gaffatapet fast på 3 af sengens 4 sider (jeg skal jo helst kunne komme ind og ud). Men faktisk har jeg nu på en uge, kun måtte smide en lille gul tropefrø ud fra mit værelse. Det er ret imponerende. Mit badeværelse er også fint, og deles med Camilla (som er sygeplejerske). Det lugter en anelse af kloak, hvilket der så også gør ved min seng. Men altså, man kan jo leve med meget.
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
Foruden rykind, blev søndag også dagen hvor vores kvindeworkshop løb af staben. Vi syede, og vævede med de afrikanske kvinder. Først var der kun 10-15 stk. men så startede tilløbet og pludseligt var vi 50. Ting tager jo lidt tid hernede. I pausen hev de trommen frem – og så dansede vi alle sammen til en eller anden afrikansk sang. Det var meget festligt, ikke mindre festligt da jeg i bedste Nik og Jay stil dansede Boing Boing med Imanens kone (hun er MEGET festlig skal det siges). Man kan prøve at tage billeder af det, men sagen er – når der danses til jungletrommer, er det ALLE der danser. Man kan ikke stå udenfor og tage billeder. Jungletrommerne lyder i øvrigt ca. to gange om dagen lige for tiden. Det er noget med, at de er ved at optage en kvinde i deres society (en hvid kvinde, vel at mærke – hun har åbnet en skole nede i Village til ikke omskårne børn).
Workshoppen gik altså over al forventni ng, og jeg vendte træt hjem til min nye, egen seng. Mandag var jeg i Makeni (Siera Leones tredje største by, og hjemby til Koroma (el presidente)). Der blev handlet lidt ind, ligget ved Wusum – et hotel, der har en ren swimmingpool. Ellers har arbejdet gået slaw i slaw igennem ugen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet, end at det af og til har været meget hårdt og umanerligt frustrerende. Afrikanere har simpelthen en anden arbejdsmoral end danskere, og de forstår ikke, hvorfor de skal i skole. De forstår det bare ikke! Men det vidste jeg jo lidt godt i forvejen.
Hvad jeg også vidste i forvejen var, at onsdag var bolognese dag. Uhmm… dejligt med noget kød! Man bliver hurtigt træt af couscous med løgsauce!
I går fejrede vi en kollektiv fridag ved poolen i Makeni, og med shopping, mad og lidt alkohol. Det var specielt Lærke og Caroline vel forundt – de er medicinstuderende, og kan modsat os andre ikke helt selv planlægge deres tid. På beklagelig vis har små børn det med også at være syge om eftermiddagen og i weekenden. Så vi prøvede altså at lave en lille fest ud af det. Det er bare meget svært at holde sig vågen hernede. Alle der kender mig ved, at jeg kan sove hele dagen og være vågen længe. Hernede vågner man mellem 7-8. Der bliver det jo lyst, og desuden synes aberne, det er ufatteligt skægt at lege på vores tag. Aber på et bliktag larmer! Og når det elektriske lys går kl. 22, ja så er man sådan set rimeligt færdig. Så ligger vi alle sammen i hvert vores værelse, på rad og række. Lyset er i øvrigt tændt 19-22 alle dage og så et par formiddage om ugen. Desuden bliver det nogle gange tændt derudover, men det skal man ikke ønske sig: det betyder nemlig, at de har noget akut nede på hospitalet, som de er nødt til at operere.
Af andre generelle ting kan det siges, at jeg prøver at lære mig lidt Temne. Dvs. jeg spørger lidt rundt omkring, hvordan siger man det, og det. Det er ret svært – for det er jo mest et talt sprog. Så jeg er nødt til at høre godt efter. Men jeg har da fanget lidt få, absolut basisting. Så må man så bare håbe, at den man kommer til at snakke med, ikke taler Krio eller Mende. Så rækker Temne ikke så langt alligevel. Derudover har jeg det stadig fantastisk – fysisk og mentalt. Ingen mærkelige tropesygdomme, slangebid eller varmechok. Her er meget overskyet og lummert for tiden. Hvilket er lidt foruroligende, når man tænker på, hvor langt væk regntiden ligger! I næste weekend skal vi på tur! Til Hamilton Beach, hotel Samsoe (google det, og bliv vildt misundelig!). Det skal nok blive fino.
Wouw!
Julie/ the Teacher /Ah Juli, Juli, Juli!
lørdag den 6. februar 2010
Tu pendera?
Udsigten her fra hængekøjen er fænomenal. Floden, junglen. Sommerfuglene og aberne. De hårdtarbejdende REACT folk er lige gået fra frokost. Emil, Hinduja og jeg har været på besøg på en muslimsk skole. Dvs. vi var der, eleverne var ikke. Vi kunne måske have sagt os selv, at de muslimske skoler har lukket om fredagen..
i går aftes havde vi bål og snobrød – en varm fornøjelse i 30 graders varme. I aften skal vi i byen (!) i Magburaka. En lille flække hvor et hønsehus tilsyneladende gør det ud for en bar. Det skal blive sjovt at se, hvordan det går af sig. Inden da skal vi lige en tur rundt i Village, for at minde kvinderne om den workshop vi har på søndag. Det skulle vi egentligt have gjort i morgen, men en af kvinderne (elisabeth) kom herop i går og sagde, at hun ikke kunne, da hun var inviteret til Makeni. Derfor har vi aftalt at mødes med hende ved porten til hospitalet (Village og hospitalsgrunden er adskilt af en port) kl. 16. Så mon ikke hun er der ved 17 tiden? Elisabeth er en af de seje mennesker, man møder hernede. Hun gør rent i skolen, hvor jeg skal arbejde. Hun er rigtigt rar, men indeholder helt klart en vis portion råstyrke. Det er tydeligt, at livet har budt hende lidt af hvert - og at hun har klaret det. I går sad jeg og talte med nogle af de lærere, der er ansat på det projekt jeg er på – om Danmark. Om sneen, krigene, og det at mange af vores soldater bare står uden for dronningens slot og ser ud. Noget der for de fleste sierra leonere forekommer fuldstændigt vanvittigt. Den ene af lærerne, Mark, er spedalsk. Dem er der rigtigt mange af hernede – folk der hverken har hænder eller fødder, fordi de er ædt op af sår. Mark er heldig, fordi han er belæst og kan virke som lærer. Men mange af dem har været udstødt af samfundet, og kan hverken læse eller skrive. I landsbyen ligger der noget, der hedder Leproville (spedalskheds byen), hvor en stor del af dem bor. Hver dag leverer vi vores madrester derop – de har vitterligt ingenting, og er eftersigende de mest taknemmelige af alle (hvilket siger en del, i en landsby hvor alle råber Momo efter en). Momo betyder tak på temne. Jeg skal have lært noget temne, det kunne være så sejt at mestre et afrikansk stamme sprog – og folk bliver ellevilde, når man svarer dem på temne, når de spørger hvordan man har det (det gør de nemlig hele tiden – det må være noget de har arvet fra englænderne/amerikanerne). Vi er ved at være klar til takeover – der officielt er søndag/mandag. Det er skræmmende, men samtidigt glæder jeg mig bare til at få en hverdag op og stå her. Vi har efterhånden fået fordelt pligterne imellem os – der jo hverken indeholder at hente vand, lave mad, vaske op eller vaske tøj. Jeg skal stå for kontakten til masangas venner i danmark – samle updates osv. Det skal nok blive fint.
I mellemtiden har jeg været i Village med Elisabeth, Hindu og Lærke – det var så sejt. Der blev danset trommedans, båret på småbørn, hilst på de mægtiges mænds mange koner. Som en af dem sagde ’women of Masanga – united!’.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme. Den føles meget langt væk!
i går aftes havde vi bål og snobrød – en varm fornøjelse i 30 graders varme. I aften skal vi i byen (!) i Magburaka. En lille flække hvor et hønsehus tilsyneladende gør det ud for en bar. Det skal blive sjovt at se, hvordan det går af sig. Inden da skal vi lige en tur rundt i Village, for at minde kvinderne om den workshop vi har på søndag. Det skulle vi egentligt have gjort i morgen, men en af kvinderne (elisabeth) kom herop i går og sagde, at hun ikke kunne, da hun var inviteret til Makeni. Derfor har vi aftalt at mødes med hende ved porten til hospitalet (Village og hospitalsgrunden er adskilt af en port) kl. 16. Så mon ikke hun er der ved 17 tiden? Elisabeth er en af de seje mennesker, man møder hernede. Hun gør rent i skolen, hvor jeg skal arbejde. Hun er rigtigt rar, men indeholder helt klart en vis portion råstyrke. Det er tydeligt, at livet har budt hende lidt af hvert - og at hun har klaret det. I går sad jeg og talte med nogle af de lærere, der er ansat på det projekt jeg er på – om Danmark. Om sneen, krigene, og det at mange af vores soldater bare står uden for dronningens slot og ser ud. Noget der for de fleste sierra leonere forekommer fuldstændigt vanvittigt. Den ene af lærerne, Mark, er spedalsk. Dem er der rigtigt mange af hernede – folk der hverken har hænder eller fødder, fordi de er ædt op af sår. Mark er heldig, fordi han er belæst og kan virke som lærer. Men mange af dem har været udstødt af samfundet, og kan hverken læse eller skrive. I landsbyen ligger der noget, der hedder Leproville (spedalskheds byen), hvor en stor del af dem bor. Hver dag leverer vi vores madrester derop – de har vitterligt ingenting, og er eftersigende de mest taknemmelige af alle (hvilket siger en del, i en landsby hvor alle råber Momo efter en). Momo betyder tak på temne. Jeg skal have lært noget temne, det kunne være så sejt at mestre et afrikansk stamme sprog – og folk bliver ellevilde, når man svarer dem på temne, når de spørger hvordan man har det (det gør de nemlig hele tiden – det må være noget de har arvet fra englænderne/amerikanerne). Vi er ved at være klar til takeover – der officielt er søndag/mandag. Det er skræmmende, men samtidigt glæder jeg mig bare til at få en hverdag op og stå her. Vi har efterhånden fået fordelt pligterne imellem os – der jo hverken indeholder at hente vand, lave mad, vaske op eller vaske tøj. Jeg skal stå for kontakten til masangas venner i danmark – samle updates osv. Det skal nok blive fint.
I mellemtiden har jeg været i Village med Elisabeth, Hindu og Lærke – det var så sejt. Der blev danset trommedans, båret på småbørn, hilst på de mægtiges mænds mange koner. Som en af dem sagde ’women of Masanga – united!’.
Jeg håber i nyder sneen derhjemme. Den føles meget langt væk!
onsdag den 3. februar 2010
Those who answered to abraham.
Those who answered to Abraham.
Jeg ved det godt. Det var meningen, at den første Sierra Leone blog skulle have været tilgængelig meget før. Men verden er, som den er, og her i Masanga er det på sin vis, som om tiden er gået i stå. Og det er jeg så også. Black man time som det så fint kaldes. Intet sker til tiden, men det kommer. Hver ting har sin tid, fristes man til at sige. Allerede ved indflyvningen stod det mig klart, at Sierra Leone ikke behøver være et fattigt land. Det er simpelthen det smukkeste, frodigste sted på denne kolde, onde jord. Menneskene er de venligste, dejligste fremmede jeg endnu har mødt – det er umuligt at gå nogen vegne uden at skulle røres ved. Ja - jeg er for tiden omtrent så populær, som jeg er hvid (de to ting er selvfølgeligt indbyrdes afhængige). Alle børn råber APORTO (hvid mand) efter en, med en iver der skærer helt ind i sjælen – og den samvittighed, der må komme med bevidstheden om, at verden er uretfærdig. Jeg er kommet som hvid, og som rig rig rig. Og de er sorte og umanerligt fattige. Og de hilser mig velkommen, og inviterer mig indenfor. De nusser min arm, kysser mig, og siger tak. Thank you. Og hvad har jeg gjort? Det er svært ikke at tænke, at jeg burde takke dem, for deres venlighed, åbenhed og helt utrolige gæstfrihed. Jeg har faktisk ikke ondt af afrikanerne, som jeg troede jeg ville. Fordi godt nok mangler de meget, og går til tider sultne i seng. Men for fanden, de er så langt foran på point på så mange andre områder. De lever i flok, de passer på hinanden. De lærer deres børn at stole på fremmede. Jeg er helt flov ved tanken om, hvordan vi behandler folk, der kommer til vores land.
Men når det så er sagt, så er Sierra Leone et meget meget anderledes sted for så mageligt et menneske som mig. Mentaliteten er en anden, omgivelserne er det godt nok også. Junglen er et vildt sted, emmer af lyde, dyr og planter. Jeg har endnu ikke set ulækre dyr, med tryk på endnu. De er her, det ved jeg. Men allerede nu er jeg ved at tilpasse mig omgivelserne, man må jo gøre hvad man kan, med det man har. Jeg har badet ved brønden, og i et vandfald. Det samme med maden. Ris og så lidt mere ris. Det er mig endnu en gåde, hvordan det kan være almindeligt at man tager på hernede. Men det finder jeg nok ud af.
Lige nu bor jeg i en midlertidig bolig med de, der er hernede fra React for at renovere en skole. Det er en fed intro til livet i junglen, de har været en stor hjælp – og bærer en rimeligt stor del af æren for, at jeg endnu ikke er gået i panik over de forhold, vi lever under. Her er hverken vand, elektricitet eller nogen mulighed for at være pæn og ren. Sveden er en konstant følgesvend. KONSTANT. Hvis man tager et bad, kommer man til at svede, idet man overvejer at tage tøj på igen. Men vi tager det med et smil. So far.
Vi der skal være her længe bliver fuldtallige i morgen – det glæder jeg mig til. Pernille og Anja (aus KBH) kom samtidigt med mig, hvilket jeg har været meget glad for. De er nogle helt utroligt søde piger – og ikke mindst rimeligt underholdende. Desuden er Hindu og Emil her jo. Sidstnævnte må jeg siges at have et rimeligt stort kendskab til på forhånd. Lærke og Caroline er her som medicinstuderende (det er altid godt at have nogle sygdomskyndige ved hånden!). Jasper har været her i et par måneder og skal være her indtil marts. I morgen kommer Camilla og Anne Mette. Det bliver vildt, de kan kun være søde. Allerede nu vil jeg godt love, at de næste 4-5 måneder heldigvis kommer til at foregå med folk, som jeg har det godt i selskab med. Det er så vigtigt, og så fedt.
Mit arbejde er så småt begyndt. En spændende og til tider skræmmende oplevelse. Jeg er den nye ’teacher’ og Elisabeths tredje datter. Kært barn har mange navne, det så godt ud da Class 1 (analfabeterne) den anden dag skrev Julie Nykjær Andersen med sirlige bogstaver i deres Unicef hæfter. I dag var jeg inde og overvære undervisningen i en primary school. Det var rimeligt skræmmende. Materialerne fejler ikke noget (kun mængden -43 børn om 5 bøger) og børnene har de samme kapaciteter som de danske. Men læreren. Og undervisningsmetoden. Jesus! Som at stå i middelalderen.
Her til aften sidder vi med guitaren og maden (RIS!). Jeg er ikke færdig med at fortælle, men jeg slutter alligevel. Og ja, jeg har både soleksem og udslæt på hånden, men hvad fanden betyder det.
Til slut vil jeg blot berette om, at min mobil faktisk virker – og at i er velkomne til at smide en besked til Vestafrika. Det koster kun 2,5 kr.
Kærlig hilsen Julie.
Jeg ved det godt. Det var meningen, at den første Sierra Leone blog skulle have været tilgængelig meget før. Men verden er, som den er, og her i Masanga er det på sin vis, som om tiden er gået i stå. Og det er jeg så også. Black man time som det så fint kaldes. Intet sker til tiden, men det kommer. Hver ting har sin tid, fristes man til at sige. Allerede ved indflyvningen stod det mig klart, at Sierra Leone ikke behøver være et fattigt land. Det er simpelthen det smukkeste, frodigste sted på denne kolde, onde jord. Menneskene er de venligste, dejligste fremmede jeg endnu har mødt – det er umuligt at gå nogen vegne uden at skulle røres ved. Ja - jeg er for tiden omtrent så populær, som jeg er hvid (de to ting er selvfølgeligt indbyrdes afhængige). Alle børn råber APORTO (hvid mand) efter en, med en iver der skærer helt ind i sjælen – og den samvittighed, der må komme med bevidstheden om, at verden er uretfærdig. Jeg er kommet som hvid, og som rig rig rig. Og de er sorte og umanerligt fattige. Og de hilser mig velkommen, og inviterer mig indenfor. De nusser min arm, kysser mig, og siger tak. Thank you. Og hvad har jeg gjort? Det er svært ikke at tænke, at jeg burde takke dem, for deres venlighed, åbenhed og helt utrolige gæstfrihed. Jeg har faktisk ikke ondt af afrikanerne, som jeg troede jeg ville. Fordi godt nok mangler de meget, og går til tider sultne i seng. Men for fanden, de er så langt foran på point på så mange andre områder. De lever i flok, de passer på hinanden. De lærer deres børn at stole på fremmede. Jeg er helt flov ved tanken om, hvordan vi behandler folk, der kommer til vores land.
Men når det så er sagt, så er Sierra Leone et meget meget anderledes sted for så mageligt et menneske som mig. Mentaliteten er en anden, omgivelserne er det godt nok også. Junglen er et vildt sted, emmer af lyde, dyr og planter. Jeg har endnu ikke set ulækre dyr, med tryk på endnu. De er her, det ved jeg. Men allerede nu er jeg ved at tilpasse mig omgivelserne, man må jo gøre hvad man kan, med det man har. Jeg har badet ved brønden, og i et vandfald. Det samme med maden. Ris og så lidt mere ris. Det er mig endnu en gåde, hvordan det kan være almindeligt at man tager på hernede. Men det finder jeg nok ud af.
Lige nu bor jeg i en midlertidig bolig med de, der er hernede fra React for at renovere en skole. Det er en fed intro til livet i junglen, de har været en stor hjælp – og bærer en rimeligt stor del af æren for, at jeg endnu ikke er gået i panik over de forhold, vi lever under. Her er hverken vand, elektricitet eller nogen mulighed for at være pæn og ren. Sveden er en konstant følgesvend. KONSTANT. Hvis man tager et bad, kommer man til at svede, idet man overvejer at tage tøj på igen. Men vi tager det med et smil. So far.
Vi der skal være her længe bliver fuldtallige i morgen – det glæder jeg mig til. Pernille og Anja (aus KBH) kom samtidigt med mig, hvilket jeg har været meget glad for. De er nogle helt utroligt søde piger – og ikke mindst rimeligt underholdende. Desuden er Hindu og Emil her jo. Sidstnævnte må jeg siges at have et rimeligt stort kendskab til på forhånd. Lærke og Caroline er her som medicinstuderende (det er altid godt at have nogle sygdomskyndige ved hånden!). Jasper har været her i et par måneder og skal være her indtil marts. I morgen kommer Camilla og Anne Mette. Det bliver vildt, de kan kun være søde. Allerede nu vil jeg godt love, at de næste 4-5 måneder heldigvis kommer til at foregå med folk, som jeg har det godt i selskab med. Det er så vigtigt, og så fedt.
Mit arbejde er så småt begyndt. En spændende og til tider skræmmende oplevelse. Jeg er den nye ’teacher’ og Elisabeths tredje datter. Kært barn har mange navne, det så godt ud da Class 1 (analfabeterne) den anden dag skrev Julie Nykjær Andersen med sirlige bogstaver i deres Unicef hæfter. I dag var jeg inde og overvære undervisningen i en primary school. Det var rimeligt skræmmende. Materialerne fejler ikke noget (kun mængden -43 børn om 5 bøger) og børnene har de samme kapaciteter som de danske. Men læreren. Og undervisningsmetoden. Jesus! Som at stå i middelalderen.
Her til aften sidder vi med guitaren og maden (RIS!). Jeg er ikke færdig med at fortælle, men jeg slutter alligevel. Og ja, jeg har både soleksem og udslæt på hånden, men hvad fanden betyder det.
Til slut vil jeg blot berette om, at min mobil faktisk virker – og at i er velkomne til at smide en besked til Vestafrika. Det koster kun 2,5 kr.
Kærlig hilsen Julie.
Abonner på:
Opslag (Atom)
