Hippo dippo

Det var sådan en god idé - og jeg skulle da med. Det skal siges, det var også skægt - men også et minde om, hvor langt ude vi er. Sådan både fysisk og så selvfølgeligt psykisk. Hvem fanden melder sig frivilligt til at sidde 7 timer bag i en bil, der kører på en vej, der minder om en dårlig dansk markvej - for at nå til en skov, der er 40 grader varm, rummer store stygge edderkopper, ingen shoppemuligheder (goddag varm klorvand) og/eller muligheder for vedligeholdelse af personlig hygiejne (den smule der er tilbage efter næsten 3 måneder i junglen). Svaret er: det gør vi da! Man skulle nødigt gå glip af noget. Og det gør vi da, fordi vi egentligt har det meget hyggeligt, som vi ligger der om natten og hører på musene, der æder vores ting, og går rundt i junglen i jagten på de elefanter, de påstår er der (tror nu bare de har gravet fodsporerne), synger tøsesange i bilen, spiller bezzerwizzer i mørke, og spiser tun fra dåse (som jo er en delikatesse). For ikke at tale om at løbe igennem en skovbrand (kontrolleret, hvis man spørger dem - ikke så kontrolleret, når den pludseligt spærrer den sti man skal tilbage af).At trække sig selv og sin bil over en flod på en tømmerflåde, sat fast på et eller andet anti-tech kabelsystem. Og så kanoturen. Og flodhestene. DET VAR FEDT! Flodhesten er afrikas farligste dyr. Det er godt at huske på, når man har lyst til at padle tættere på for at se, hvor store de kan være under vand...
Det var nu en god tur. Men det var forfærdeligt langt væk, og forfærdeligt varmt. Og da vi kørte hjem søndag, var vi ved at ende i en kø, fordi en poda poda (minibus) var kørt fast på en bro, der ikke var meget bredere end den selv. MEN her er det så land roveren kommer til sin ret - og vi da bare kører uden om broen og gennem grøften. Thank God for firhjulstræk! Ellers havde vi sgu siddet der endnu. Og det var simpelthen luksus at komme hjem til masanga. Og der må man sige; når masanga bliver luksus. Så ved man, man har været langt langt ude i skoven.
Lå et lille hus.
Julie